7 simple trin til digital oprydning - GARDUM

7 simple trin til digital oprydning

Hvis der er noget, jeg er passioneret omkring, så er det, at blive bedre til at fjerne distraktioner og ting, der ikke betyder noget, for i stedet at gøre plads til mere glæde. Og noget af det, som distraherer os aller mest må uden tvivl være vores elektronik – tror I ikke? Det er det ihvertfald i mit tilfælde!

Jeg er kæmpe tilhænger af at tage “digitale detoxes” – altså dage eller weekender uden telefoner og computer (og TV, hvis man har sådan et). Men det er ikke altid, at det er muligt sådan at “lukke ned”, og faktisk tror jeg også nogle gange, at vi kan få næsten den samme effekt ved blot at være lidt mere kritiske over, hvordan vi bruger vores elektronik mere generelt.

De sidste par måneder har jeg været igang med at rydde ud og evaluere på min elektronik og mine sociale medier. Et minimum af notifikationer og apps gør det nemlig langt lettere ikke at falde i scrolling-fælden, og jeg har virkelig oplevet, at jeg bruger langt mindre tid på min telefon, efter jeg har ryddet ud. Simpelthen fordi der er mindre at forholde sig til nu.

Jeg tænkte derfor, at jeg ville bryde det hele op i nogle lette trin, som I kan følge, hvis I også vil rydde ud. I kan både følge dem alle eller bare et par af dem – og så vil jeg næsten garantere, at I vil komme til at bruge/spilde mindre tid på at kigge på en skærm og derved få ekstra meget plads til alt det, som virkelig betyder noget (og herunder også hensynsmæssig brug af elektronik)!


7 trin til digital de-cluttering


Ryd ud i dine apps

Første step er at forholde sig ultra kritisk til de apps, vi har på vores telefoner.

Mange af os har apps, som vi kun har brugt en gang eller to, eller som vi har “just in case” (for mig var det apps for flyselskaber og transport, shazam osv.). Slet dem. Hvis/når du får brug for dem igen, kan du bare hente dem igen til formålet.

Og så har vi alle de der apps, som vi måske nok bruger dagligt – men som vi kun bruger til ligegyldigt tidsfordriv uden indhold. Det kan være, hvis vi venter på en ven på en café, venter på bussen, står i kø eller andet. Den tid, hvor vi normalt ville få et lille break til bare at være, bruger vi i stedet på at bedøve os selv med en eller anden ligegyldig app. Lyder det bekendt? Det kan især være spil-apps (hello farm heroes/candycrush/whatsyourname) eller sociale medier uden rigtigt indhold (for mig var det Snapchat). Slet dem og brug tiden på at give din hjerne et break i stedet.

Derudover er der de apps, som vi bruger, men bruger for meget. Det var f.eks. facebook for mig, men det kunne også være YouTube eller nyhedsapps. Alle tre er tilgængelige via Safari, og er derfor ligegyldige at have som app. Fordi man istedet for at åbne en app med et klik nu skal åbne sin browser og derefter indtaste adressen til hjemmesiden, bliver man mindre tilbøjelig til at gøre det så ofte. Jeg gik fra at tjekke facebook ihvertfald 8-10 gange om dagen (slemt, I know!) til at tjekke 1-2 gange om dagen (og nogle gange slet ikke!).

Ryd op i dine apps

Noget, der har gjort en ret stor forskel i hvor længe, jeg bruger på min telefon, er, at jeg har rykket rundt på mine apps, så de “fristende” og tidsspildende ikke ligger på forsiden. Og så har jeg ordnet dem i mapper, så de alle er et ekstra klik længere væk (det er overraskende, hvor dovne vi er med vores kliks, så jo flere kliks jo bedre, hvis man vil skære ned for fristelserne) og derudover ikke ligger fremme og roder.

På forsiden har jeg de apps, som har en funktionel værdi, jeg bruger hver eneste dag og på den anden side har jeg de resterende, som jeg dog stadig bruger mindst en gang om ugen. På billederne herover, kan I se, hvordan jeg har gjort det – jeg har kun de to sider og de apps, som fremgår. Det fungerer vildt godt for mig, men prøv jer frem og gør det på en måde, som giver mening for jer og jeres brug af telefonen.

Unfollow/unfriend på facebook

Hvorfor er vi venner med ham der fra parallelklassen i folkeskolen, som poster irriterende mange opdateringer på facebook? Vi ved det nok ikke helt, men ikke desto mindre er mange af os venner med den slags på facebook.

Her kan man enten slette dem som ven eller blot unfollowe dem (de får ikke at vide, at man har unfollowet!), så man ikke får deres updates ind i sit feed, men stadig er venner (og kan stalke fra tid til anden, hvis det er noget, man synes er sjovt).

Jeg har ryddet grundigt ud i mine venner på facebook, og så har jeg unfollowet alle dem, som jeg ikke regelmæssigt hænger ud med / elsker at få updates fra. Det er nok ca. 50 personer ud af mine lidt under 300 venner på facebook, som jeg stadig følger og får updates fra – resten er jeg stadig venner med, men uden at følge dem.

Det betyder, at der hver dag kun kommer ganske få opdateringer i mit feed på facebook, og jeg derfor maks kan bruge 3 minutter dagligt på at catche up på mit news feed, før jeg er “nået til bunds”. Og så er der jo ligesom ikke så meget mere at komme efter derinde = mindre tid på facebook.

Efter du har ordnet venne-listen, er det med at ordne alle de sider, du har liket. Der er en ret fin funktion derinde, hvor man på en liste let krydser dem af, som man ikke vil følge, og så unfollower dem alle på én gang. Easy peasy og nu har du et feed uden ligegyldigheder og tidsspilde!

Ryd ud på dine resterende sociale medier

Forsæt din unfollow-fest på dine andre sociale medier. Vær kritisk på Instagram, YouTube, Bloglovin’ og hvor du ellers har en profil.

Jeg har selv valgt at rydde virkelig meget ud og unfollowe en del på Instagram (også af folk jeg er venner med på facebook og i virkeligheden!) – ikke fordi, jeg ikke kan lide dem som personer, men simpelthen fordi jeg er blevet super specifik omkring, hvad jeg godt kan lide, at mit feed på Instagram indeholder. Instagram er i høj grad blevet et inspirationsmedie for mig, og derfor er det vigtigste for mig at følge profiler, som lærer mig noget nyt eller inspirerer mig til at have endnu mere glæde i mit eget liv – og lige nu er det primært yoga, spiritualitet, natur, madlavning og andet i den dur, som giver mig glæde. Derfor er der skåret ned på mode og “pæne billeder” – og så kan jeg jo altid lave om på det, hvis/når mine interesser rykker sig igen.

Jeg ved, at nogle går rigtig meget op i, hvem der følger hvem/hvem der unfollower hvem osv., men det kan jeg ikke bruge min tid på at bekymre mig om – især fordi, jeg har gode intentioner og ikke mener ondt 🙂 Så hvis I holder jer tilbage af den grund, vil jeg blot opfordre jer til at pakke frygt og skyldsfølelse væk, og gøre, hvad der føles godt for jer.

Frameld dig nyhedsbrevene

Jeg er gået fra at få 30-20 mails om dagen til at få under 10 nu. Og det er altså “blot” ved at afmelde mig den kæmpe mængde af nyhedsbreve og pressemeddelelser, som jeg normalt modtog.

Som blogger bliver man tilmeldt PR-bureauers og andre virksomheders nyhedsbreve hele tiden (imod lovgivningen vel at mærke!), og derfor ender ens indbakke med at blive fyldt af en masse ligegyldigt kommercielt bøvl i løbet af dagen – hvis man altså ikke aktivt går ind og framelder sig løbende eller får sendt en mail afsted til afsenderen om venligst at lade være fremover.

Det har taget mig over en måned med daglige “unsubscribe-sessions”, men nu er jeg også ved at være til bunds. Nyhedsbreve er dog ikke kun irriterende for bloggere, og jeg er sikker på, at I også har et par stykker, I modtager, uden at læse dem. I øjeblikket virker det lettere bare at slette dem løbende, men brug i stedet et par sekunder ekstra på at sikre jer, at I ikke får nyhedsbrevet fremover.

(Efter jeg nævnte problemet på min Instagram-story, delte min læser Caroline (@carolinesoelver) tippet om appen Unroll.me, som giver en en liste over alt det junk, man er tilmeldt, hvorefter man kan afmelde det hele. Jeg var selv færdig med processen, da hun tippede mig, men tippet er hermed givet videre, så I kan spare tid. Tak Caroline!)

Slå notifikationerne fra

Ahhhh, det her er sådan et skønt punkt! Slå notifikationerne fra! Simple as that. Jeg har kun notifikationer på mine SMSer (og opkald, hvis man kan kalde det for en notifikation) – og ellers er min telefon stille. Det er sådan en simpel ting at gøre, som til gengæld gør en verden til forskel. Og så tror jeg, det er ret sundt at give slip på den der idé, vi har omkring, at alting er “vigtigt” og “skal ordnes med det samme”.

Det meste er ikke vigtigt, og kan svares på om et par timer eller i morgen. No biggie! Hvis din omgangskreds er vant til lynhurtige svar fra dig, kan du evt. fortælle dem, at du forsøger dig med at slå notifikationer fra for at være mere tilstede i hverdagen (også når du er sammen med dem 😉 ), og at de kan fange dig på SMS/opkald, hvis det er noget, som er vigtigt her-og-nu.

Brug forstyr-ikke og flytilstand

Jeg elsker forstyr-ikke og flytilstand-funktionerne på min telefon. Jeg har altid min telefon på flytilstand om natten og nogle gange også imens, jeg er sammen med andre – både fordi det sørger for mere nærvær, men også fordi det minimerer en smule af den stråling, som vi konstant bliver udsat for.

Forstyr-ikke-funktionen er god, hvis man gerne vil have ro (altså ingen lyd/vibration på telefonen), men man stadig gerne vil have mulighed for at tjekke telefonen på eget initiativ. I øvrigt: hvis man gemmer de vigtigste kontakter i ens kontaktbog under favoritter, vil deres opkald stadig gå igennem til dig med lyd/vibration, selvom du har slået funktionen til – derfor har jeg f.eks. min familie og Thomas sat som favoritter, så de kan komme kontakt med mig, hvis der er en nødsituation eller andet i den dur. Bare et lille tip!

Bonus-tip:

Hvis du modtager mange opkald fra telefonsælgere (især relevant, når man har egen virksomhed), så tilmeld dig Robinsonlisten. Det har jeg lige selv gjort, og nu er jeg gået fra at modtage mindst ét opkald fra telefonsælgere dagligt til at modtage et enkelt om ugen. Ahhh, det er altså rart!


Jeg håber, I kan bruge det til noget, og har fået mod på at rydde lidt ud! Det tager lidt tid til at starte med, men bagefter vil I opleve, at I har fået frigjort en masse skærmtid til at bruge på alt det, der virkelig betyder noget – samtidig med at den tid, I rent faktisk bruger på telefonen/computeren til gengæld også har værdi, fordi vi har skåret alt andet end værdien fra. Hvis det altså giver mening! 🙂

Og så vil jeg naturligvis lige nævne, at det her blot er min måde at gøre tingene på – hvis I får mega meget glæde ud af f.eks. at hygge jer med et spil Candycrush på sofaen efter en lang dag, skal I endelig gøre det! Det handler blot om at være kritisk overfor sig selv og finde ind til det, som gør os glade og ikke bare tage det lette fix i form af skærmtid. Det er sundt at kede sig eller at bruge ventetiden på blot at tage et par dybe vejrtrækninger i stedet for absolut at hive telefonen frem – og min erfaring siger desuden, at de er i disse pauser, at jeg kommer på gode ideer eller husker vigtige ting, som jeg ellers havde glemt!

Og så vil jeg gerne høre: har I nogle tips til at minimere brugen af jeres telefoner og andet digitalt? Jeg er all for at skrue ned for det digitale og op for det analoge, så giv endelig lyd!

Share this

Pin

By Mia

24-årig internet-nørd, ord-nørd og mad-nørd.

10 Comments

  1. Nicoline

    Uh Mias minimalistiske råd! Seriøst godt og gennemarbejdet indlæg, Mia! Tak for tips 😉

  2. Elsker dette indlæg og selv tak, er glad for du kunne bruge mit tip til email-organisering. Den side reddede mig fra mange timers manuel “unsubscribing”, haha!

  3. Kender du mon også til “tricket”, at du kan unfollow’e folks instagram-stories?
    Jeg har masser af profiler, jeg følger, fordi jeg godt kan lide de billeder, de lægger ud. De spammer dog Insta-story og lægger en million stories ud om dagen. Man kan så trykke på deres story, og vælge funktionen “slå ___ story fra”. Problem solved!

  4. Kære Mia,

    hvor er det bare en fin liste. Jeg har lige taget mig selv i at reorganisere mine apps i mapper. Det gav overskudelighed!
    Jeg har selv været omkring flere af de punkter, du nævner. Jeg kan dog mærke, at det vist er tid til, at jeg skal over dem igen. En oprydning i Instagram og et kig på mailboksen har jeg skrevet mig bag øret.
    Det har for mig været en kæmpe hjælp at slå notifikationer fra telefonen – jeg var helt bims de første tre dage med min smartphone (som jeg først anskaffede mig her i foråret), ind til jeg fik slået diverse lysblink, beskeder, notifikationer osv. fra..

    I øvrigt skal du vide, at jeg nyder at læse med herinde. Jeg er forholdsvis ny i dit univers, men er så vild med det!
    God eftermiddag, kh. Betina

    • Mia

      Hej Betina,
      Skønt at høre, at listen kan bruges til noget! Og hvor er det dejligt at høre, at du kan lide at følge med herinde – gør mig så umage, så det varmer altid at høre, at det kan bruges til noget for andre! 🙂
      Hav en dejlig dag!

  5. Mia Laursen

    Hej Mia!

    Det her har jeg ville gå i gang med længe, og jeg har før gjort det af mindre omgange, men nu gik jeg med det samme i gang med en større tur!

    Angående venner på facebook og at unfollow dem – kan man gøre det på en smartere måde end at skulle ind på hver enkeltes profil?

    Tak for et godt indlæg 🙂

Leave a Comment