8 BESLUTNINGER, SOM HAR GJORT MIG TIL ET GLADERE MENNESKE - GARDUM

8 BESLUTNINGER, SOM HAR GJORT MIG TIL ET GLADERE MENNESKE

At være glad. Er det ikke det, som vi alle i virkeligheden stræber efter? Lykke og glæde kan virke som nogle meget komplekse begreber, som kræver en masse for at opnå. Men i virkeligheden er det min erfaring, at man opnår det, når man skærer fra og simplificerer. Vælger negative mønstre fra. Finder helt ind til kernen af sig selv. Det er en evig rejse, men jeg har allerede lært lidt og taget nogle beslutninger, som har gjort mig til et meget gladere menneske, end jeg var for blot to år siden. Jeg tænkte derfor, at jeg ville dele lidt af det med jer – måske I kan bruge det til noget?

8 BESLUTNINGER, SOM HAR GJORT MIG TIL ET GLADERE MENNESKE: 

Da jeg stoppede med at gå op i, hvad andre folk tænker om mig. Jeg har efterhånden lært, at man ikke kan gøre alle glade, og man derfor ligeså godt kan stoppe med at forsøge, og i stedet arbejde på at gøre sig selv glad. Mange folk har travlt med at have holdninger blot for at have en holdning, og det er min erfaring, at lige meget hvor meget, man gør, for at tilfredsstille dem, vil de ikke ændre holdning. Da jeg indså dette, var en af mine første ændringer i mit liv at oprette bloggen her, og det er en af de bedste ting, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Hvis jeg stadig gik op i, hvad folk tænkte, tror jeg ikke, jeg havde haft bloggen her mere – jeg havde ihvertfald helt sikkert aldrig opnået den succes (også på det personlige plan), som jeg har med den.

Da jeg stoppede med at udtrykke negative tanker. Jeg har det sidste lille år virkelig arbejdet hårdt på at stoppe med at udtrykke negative tanker. Det kan være tanker omkring andre (mere om det i et senere punkt), men også tanker om mig selv, mine omgivelser og generelle situation. Det er stadig et punkt, jeg arbejder på, men jeg er ved at nå til et sted, hvor jeg virkelig kan mærke en forskel. Sagen er nemlig den, at så snart du stopper med at verbalisere de negative tanker (jeg burde også tabe mig/min roomie er irriterende/hvorfor skal det også regne i dag/mit studie er dumt/jeg magter ikke denne opgave/osv osv osv), stopper de ligeså stille med at dukke op i hovedet. Jeg ved, at flere af mine veninder kan synes, jeg er lidt en jubel tosse med min stort set evige optimisme (især fordi jeg faktisk nogle gange stopper dem, hvis de begynder at klage over ting, fordi jeg simpelthen bliver så påvirket af deres negativitet), men det er helt bestemt det hele værd. Det er ret dejligt generelt altid at være glad og optimistisk, skulle jeg hilse og sige!

Da jeg begyndte at dyrke yoga. Lige nu er jeg inde i en rigtig dårlig træningsperiode, da jeg har overbelastet mine knæ, og derfor forsøger at holde dem i ro. Det betyder også, at jeg ikke kommer afsted til de 3-4 yogatimer om ugen, som jeg ellers er vant til, og det kan virkelig mærkes! Yogaen giver mig nemlig en kæmpe ro i sindet, som jeg i dag har svært ved at undvære i min hverdag. I tider som nu, forsøger jeg at opretholde det med meditation, men det er svært. Yogaen kan bare et eller andet bestemt, som taler virkelig meget til mig, og som giver mig en ekstrem glæde og ro i min hverdag.

Da jeg skiftede til en vegansk kost. Jeg ved, at jeg nævner det en del herinde, men at skifte til en vegansk kost har simpelthen været det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Udover at jeg fysisk har det meget bedre (som ofte er det, jeg fortæller om i forbindelse med min kost), har skiftet virkelig også ført til et skift i min mentalitet omkring verden og dens væsener (både dyr og mennesker) omkring mig. Jeg føler, at jeg er blevet meget mere fredfyldt i min eksistens – jeg ved, det lyder langhåret, men jeg tror, mange veganere vil kunne nikke genkendende til følelsen. Det er lidt om som, jeg er kommet bedre i sync med min omverden og dens væsener. Mit humør har desuden stabiliseret sig ekstremt meget. Jeg har tidligere kæmpet med noget, der på mange måder kan sammenlignes angst, som har ligget lidt bag facaden og givet mig svedeture, hjertebanken, adrennalin-rushes, svimmelhed og voldsom hovedpine i situationer, hvor jeg har følt mig presset på den ene eller den anden måde. Efter jeg skar alt animalsk fra, er disse oplevelser blevet skåret ned til et minimum, og hænder virkelig sjældent i dag. Jeg tror, det skyldes, at jeg gennem min kost ikke udsætter min krop for diverse hormoner fra dyrerne, som går ind og påvirker min egen balance. Desuden forskes der nu i, hvordan den frygt og stress, som slagtedyr udsættes for før de slagtes, kan overføres til os, når vi spiser deres kød. Meget interessant ikke? Jeg ved ikke, hvad jeg tror på, men jeg ved, at der skete et kæmpe skift i min mentale trivsel, da jeg omlagde min kost til at være vegansk.

Da jeg stoppede med at dømme andre. Punktet her hænger meget sammen med punkt 2, men jeg syntes alligevel det krævede sin egen overskrift, siden det virkelig er noget, der ligger mit hjerte nær. Jeg skrev i sidste uge et helt indlæg om det, som jeg synes, I skal smutte forbi og læse – I havde nemlig også nogle rigtig gode kommentarer, som jeg lærte meget af!

Da jeg rydede ud i mine fysiske omgivelser og i mine egendele. Jeg har altid været ret god til at smide ud, og de senere år, er jeg også blevet god til at rydde op. For mig er mine omgivelser en meget konkret afspejlning af, hvordan jeg har det indeni. Hvis det roder, er det som oftest fordi, jeg er i ubalance i mit sind. Hvis det er ryddeligt, er det fordi, jeg har overskud og er glad. Det virker dog også omvendt, og rodede omgivelser kan således føre til ubalance og dårligt overskud. Det seneste stykke tid følte jeg dog, at lige meget hvor meget, jeg ryddede op, føltes der fyldt og klemt på mit værelse. Jeg tog derfor en hel dag ud af mit skema til at tømme ALLE skabe, hylder osv. fuldstændig for at danne mig et overblik over, hvad jeg egentlig ejede. Efter at have læst en bog om de japanske principper omkring oprydning (den får sit eget indlæg snart), tilgik jeg hver ting, jeg ejede, med spørgsmålet: “giver denne genstand mig glæde?”. Hvis svaret ikke var et klart og tydeligt ja, røg det ud. Jeg endte med at fylde fire sorte affaldssække og en stor flyttekasse med ting, som enten blev doneret til velgørenhed eller givet videre til familie og veninder. Her bagefter, kan jeg ikke engang huske, hvad jeg smed ud. Det siger vidst det hele! – og jeg vil lige tilføje, at jeg ikke engang ejede særlig mange ting i forvejen. Nu er det skåret ned til det absolutte minimum, og det føles fantastisk!

Da jeg rydede op i min omgangskreds og kun omgav mig med mennesker, som bidrog positivt til min hverdag. Dette punkt er et konstant work in progress for mig, men jeg tilføjer det alligevel, da det allerede har givet mig rigtig meget glæde. Jeg har nemlig ikke kun ryddet ud i mine ejendele men også i mine bekendtskaber. Jeg skrev et helt indlæg om det her, som I kan læse, hvis I vil høre flere af mine tanker om det. Kun at omgive sig med mennesker, som bidrager med noget positivt til ens liv, har virkelig en meget større værdi, end mange folk tror.

Da jeg indså, at det er iorden at sige nej. Åh, hvor kan det være svært at sige nej! Man vil ikke skuffe, og man vil ikke gå glip af noget. Men når man, som jeg, er super sensitiv, bliver man rigtig hurtigt overstimuleret, og på et tidspunkt vil det indhente en, og man vil “bryde sammen”. For mig skete det ofte ved, at jeg lagde mig syg med influenza eller fik et “anfald” (af mangel på bedre ord), som det, jeg beskrev i punkt 3. Jeg har lært, at det er vildt vigtigt for mig, at kunne sige nej og sige fra overfor både arrangementer men også overfor mennesker. Jeg bliver nødt til at passe på mig selv, og prioritere alenetid, så jeg kan lade mine batterier op. Ellers er jeg heller ikke meget værd for mine omgivelser. Jeg skrev i øvrigt lidt mere om det, og hvordan det påvirkede mig, tidligere på året – indlægget kan I finde lige her.


Hvilke beslutninger har gjort jer til gladere mennesker? Del dem meget gerne i kommentarfeltet – jeg har nemlig et indtryk af at sådanne erfaringer er universelle og vi derfor alle kan hjælpe hinanden til et lykkeligere liv.

 

Share this

Pin

By Mia

Næring og nærvær.

25 Comments

  1. Da jeg var mindre og skiftede skole, er nok det bedste jeg nogensinde har gjort og jeg kan slet ikke tænke på, hvor jeg havde været i dag, hvis jeg ikke havde gjort det. Det var en klasse hvor jeg var med en masse mennesker jeg ikke passede med og klassen var i det hele taget et rigtig dårligt miljø at være i.

    En anden ting der har gjort mig til et gladere menneske, var da jeg startede bloggen, da den er mit frirum og der hvor jeg kan udtrykke mig skriftligt på en måde jeg ellers ikke kan.

    xx Johanne Jacobsen
    http://www.johannejacobsen.dk

    • Mia

      Det lyder som to gode beslutninger Johanne – begge ting du har gjort for dig, og kun for dig 🙂

  2. Elsker at du altid kan være positiv og optimistisk – det smitter helt, bare at læse om det. Du må lave et indlæg om det at droppe negative tanker! Du beskriver det meget godt, men jeg tror jeg personligt godt kunne bruge at få det banket lidt længere ind i hovedet 🙂
    Du er dejlig Mia, og ting som, de ovenstående du nævner, inspirerer altid!

    • Uh, og noget der har gjort mig lykkelig, er at stole på mig selv. Det lyder umiddelbart ret basalt, men jeg synes ofte at man bliver påvirket af andre folk og deres holdninger, og kan blive sindssygt usikker på sig selv. Jeg er blevet meget bedre til at lytte til mig selv, og stole på, at det der føles rigtigt, må være rigtigt for mig.

      • Mia

        Det er også vildt vigtigt! Jeg er først så småt ved at have styr på det – så kudos til dig for at være blevet bedre til det. Det kan jeg helt klart lære meget af endnu!

    • Mia

      Jeg er glad for, at det kan mærkes på den anden side af skærmen!
      Det er en rigtig god idé – jeg skal se, om jeg kan få det klar til jer i løbet af de næste par uger!
      Og tak for dig igen igen, dine kommentarer er altid så opmuntrende <3

  3. Ida

    Mia altså. Wow. Du rammer seriøst plet hver gang! 😀

    Det her havde jeg virkelig brug for at læse. Både for at blive mindet om, at vi er vores egen “happiness maker” og hvor meget, vi selv kan gøre.

    Er begyndt at se en rigtig (rigtig rigtig rigtig) sød fyr, og jeg skal virkelig huske mig selv på, at der stadig er så mange andre gode ting, der gør mig glad – mit sidste forhold var total klisterforhold, hvor vi begge mistede os selv og dermed overlod ansvaret om vores glæde til den anden – men denne gang ved jeg, at min glæde er 100% mit ansvar. Kæreste, spændende studie, god økonomi, you name it eller ej. Det er ikke deres ansvar at gøre mig glad, de skal kun være prikken over I’et.

    TAK for påmindelsen Mia! Du skulle seriøst overveje at skrive en bog.

    Kærlig hilsen
    Ida

    • Mia

      Ja, glæde og lykke er virkelig 100 % op til os selv, og vi har alle redskaber til at opnå begge dele i os selv. Det er vildt vigtigt at huske på!
      For ja – alt det andet er blot prikken over i’et; og ting, som i øvrigt kan smutte så hurtigt, som det kom.

      Og åh du er sød! Bogdrømmen går jeg skam også med – måske en dag!

      God søndag til dig!

  4. Åh, virkeligt skønt og inspirerende post. Du har virkeligt nogle gode pointer med hensyn til at vælge sin omgangskreds og at kunne sige fra. Personligt har yogaen også hjulpet mig rigtigt meget med at få ro i krop og sind. Lige nu overvejer jeg også kraftigt at skifte til en vegansk kost – hvilket du blandt andet har haft indflydelse på.

    • Mia

      Jeg kan virkelig kun anbefale det! Du kan jo altid lægge ud med at skifte lidt ud eller tage en måned på prøve – efteråret er et godt tidspunkt at starte på, da der er virkelig mange skønne grøntsager i sæson 😀

  5. Mette

    Hej Mia.
    Jeg har fulgt med på sidelinjen et stykke tid, men aldrig før kommenteret.
    Jeg er overvægtig og bør tabe mig. Jeg er allergisk overfor skaldyr og oksekød og netop derfor begyndte tankerne om en vegetarisk eller vegansk kost.
    Tror du et vægttab på 20-30 kg er realitisk ud fra en kost som din?

    Tak for en skøn blog!

    • Mia

      Hej Mette
      Åha, jeg er virkelig ikke ekspert indenfor vægttab, desværre. Jeg ved dog, at mange har tabt sig ved at skifte til en vegansk kost – men det er dog også muligt at spise meget usundt på en vegansk kost, så det kommer meget an på, hvad man spiser. Men jeg vil tro, at hvis man spiser præcist som mig og i forvejen er overvægtig, vil tabe sig.
      Prøv at ansøge gruppen The Friendly Vegan på Facebook. Det er en dansk gruppe for veganere, og de er alle sammen SÅ søde til at hjælpe – også folk, som blot overvejer en livstils-ændring. Jeg ved at flere af pigerne i gruppen har succes med vægttab efter at være blevet veganere 🙂

      Held og lykke med det! 🙂

  6. Poulpava

    Wow, det er virkelig spot on! Og et fedt emne at tage op – så vi kan lade os inspirere af hinanden. Jeg må indrømme jeg stadig arbejder med nogle af punkterne, men lidt har også ret og Rom blev jo heller ikke bygget på én dag 😀
    Tror en af de mest essentielle punkter i kampen om at blive et gladere menneske er at stå ved sig selv. Ligesom dig har jeg et stort behov for at lade op for mig selv engang imellem, noget der kan være svært at stå ved i en tid, hvor det ekstroverte og det at have “ja-hatten” på konstant virker mere prisværdigt. Jeg startede på uni sidste år og det har været svært fordi der har været mange arrangementer som jeg ikke har deltaget i, fordi jeg hellere ville lave noget andet. Ved at gøre det har der været en tendens til at blive stemplet som “kedelig”/asocial mm., men i stedet for at bukke under for presset og tage med, har jeg stået ved mig selv og valgt at være bedøvende ligeglad med, hvad folk måtte mene om at jeg ikke har været til stede. Og jo flere gange man øver sig på at sige nej, jo nemmere bliver det og jo nemmere bliver det også for andre at acceptere – er min erfaring. For vi er alle forskellige og det skal der altså være plads til!
    Og tak for at dele. Jeg vil bestemt blive bedre til at lade være med at have en mening om alt og alle – eller i hvert fald bare lade være med at ytre den, hvis den er negativ. Og så synes jeg virkelig det er fedt du kan mærke det har hjulpet at tie, når negative tanker trænger sig på. Jeg synes sommetider det kan hjælpe at komme af med tankerne og vende dem med andre, men hvis de gradvist kan forsvinde (okay, måske ikke helt – men du ved hvad jeg mener), er det da forsøget værd! Slutteligt vil jeg lige nævne at du har fået en kødæder inkl. hendes kødelskende kæreste til at inkorporere vegetarisk og vegansk mad i hverdagen. Jeg er virkelig blevet inspireret til at prøve det af, selvom jeg er ret overbevist om at jeg aldrig bliver “fuldblods-veganer” – man skal aldrig sige aldrig, jeg ved det godt .. God aften 🙂

    • Mia

      Nej nemlig – Rom blev ikke bygget på én dag, og jeg håber heller ikke, at det virker til at jeg har styr på det hele endnu, haha 😀

      Du har helt ret i det der med at stå ved sig selv – faktisk bunder mange i punkterne lige præcist i den tanke! Jeg synes det er SEJT, at du ved, hvad der er bedst for dig, og står ved det, ligemeget hvad dine omgivelser siger til det!

      Altså mht. de negative tanker og at vende dem med andre; det kommer selfølgelig an på, hvilke tanker det er. Ofte er min erfaring bare, at negative tanker ofte er omkring noget, som man enten ikke kan ændre eller VIL ændre – derfor ser jeg intet formål i at beskæftige sig med dem og bruge sin energi på dem. De ting, som vil gøre noget ved (og som er værd at vende med andre), går hurtigt fra tanke til handling, og dermed “fjernes” det negative af sig selv. Giver det mening? Er vidst ikke helt vågen endnu 😀 Tror jeg må skrive et helt indlæg om mine tanker om det snarest!

      Og EJ HVOR SEJT med maden 😀 Det er jeg så glad for at høre! Det handler bestemt heller ikke om, at alle skal leve som jeg, men om at åbne folks øjne for anderledes (og lækker!) madlavning 😀

      God mandag til dig! 🙂

  7. Sofie

    Jeg faldt over dette indlæg gennem en anden blog, og blev på samme tid glad og lidt trist af at læse det. Glad fordi jeg også er ved at få “ryddet op” i mit liv og synes jeg er nået et godt stykke hen ad vejen. Trist fordi jeg selv arbejder med nogle af ovenstående ting, men synes det er enormt svært. Jeg synes jeg er blevet meget bedre til ikke at gå op i, hvad andre tænker om mig og det giver en kæmpe ro men er stadig noget jeg øver mig i. Ligesom dig har jeg også ryddet ud i de fleste af mind ejendele og prøver at holde orden omkring mig, for så slapper jeg meget bedre af (kan dog være lidt svært når man bor sammen med en kæreste der er et rodehoved ;-)) Men det med at rydde op i sine bekendtskaber… Den er virkelig svær synes jeg. Jeg har to veninder fra gymnasietiden hvor især den ene gør mig utilpas og jeg føler mig drænet for energi når jeg har været sammen med dem og føler mig aldrig afslappet i deres selskab. Har længe prøvet at lade det løbe ud i sandet. Men der kommer altid en invitation til en fødselsdag eller lignende og min kvote for hvor mange gange jeg kan melde afbud er ved at være brugt op. Jeg har prøvet at lade være med at tage initiativ til at ses, men det er som om især den ene ikke vil lade det løbe ud i sandet selvom vi intet har til fælles mere og hun som regel aldrig spørger til hvordan jeg har det osv når vi ses. Jeg er bare ikke modig nok til at tage snakken og sige hvordan jeg reelt har det, selvom jeg nok burde.

    • Mia

      Du skal endelig ikke blive trist – livet er jo en rejse, og vi må tage det hen ad vejen i vores eget tempo! 🙂
      Åha, jeg kan godt nikke genkendende til den følelse du har med de to veninder. Jeg har også et par bekendtskaber, jeg stadig mangler at få ryddet ud i, og jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal gøre det – jeg har nemlig kørt samme taktik, som du, men det har ikke rigtig hjulpet. Snakken er nok eneste løsning, men en konfliktsky type som mig har lidt svært ved den slags 😀

  8. Er lige faldet over din blog – og dét gør mig glad 🙂
    Jeg bliver glad af at læse, når andre, der har de samme ‘udfordringer’ i livet, som jeg har, finder måder at deale med dem på. Tak for inspirationen 🙂

  9. Sarahb

    Du er et meget inspirerende menneske Mia! Tak for det.

  10. Super lækkert og inspirerende indlæg! Og hvor er din skønne jakke fra? 🙂

    • Mia

      Jeg er glad for, at du kunne lide det Cecilie 🙂
      Jakken er COS, men den er et års tid gammel nu, desværre.

  11. Sarah

    Faldt lige over din Facebookside og Blog, da Stonemuse jo har linket til/lavet et indlæg om dig. Og det er jeg SÅ glad for nu!
    Tusinde tak, for et dejligt og opløftende blogindlæg.
    Jeg har været igennem lidt i samme stil det sidste halve års tid, og kan kun konkludere at det er SÅ vigtigt at få ryddet ud og op.
    For mig er det sværeste punkt stadig at rydde ud i negative venner og veninder. Svært fordi man jo stadig holder af personen, som trækker én ned. Og hvordan og hvornår skal man tage beslutningen? Derudover er jeg meget åben overfor nye mennesker og bekendtskaber, og er af samme grund nok et lidt “nemt offer” overfor negative mennesker. Jeg prøver ligesom altid at se det positive i folk. Det må der altså laves om på nu!

    Tak for et fedt oplæg, kigger helt sikkert ind igen!

    Mange venlige hilsner,
    Sarah

    • Mia

      Hej Sarah!

      Velkommen til 😀
      Jeg er glad for, at du kunne lide indlægget – det er også et af mine favoritter herinde 🙂
      Jeg kan virkelig kende mig selv i det, du skriver. Jeg er også ret åben, og står derfor hurtigt med rigtig mange bekendtskaber, som måske ikke siger mig det store, men som kan være svære at “ryde ud i” da jeg jo egentlig godt synes om dem.
      Det handler nok bare om at være bevidst om det, og reflektere over, hvordan man har det, efter at have tilbragt tid med vedkommende. Og så handle på det.

      God weekend 🙂

Trackbacks for this post

  1. Lidt mere positivitet, tak! | bymichelle blog

Leave a Comment