"At burde" - GARDUM

“At burde”

Anne-Li og hendes kæreste har rejst på fuldtid i et år. Et år! Det er en tilværelse, som langt de fleste af os kun tør drømme om, men Anne-Li og Mathias tog springet og lever nu drømmen.

Jeg synes selv det er helt vildt inspirerende og livsbekræftende at følge med i deres rejse. Anne-Li skriver både blogindlæg med tips, tricks, hverdagstanker og alt derimellem (blandt andet nogle af de bedste rejseguides i blogland, hvis I spørger mig!) og laver rejsedagbøger på YouTube. Derudover er Anne-Li lidt af en tryllekunstner med ord, så da jeg besluttede mig for at give ordet herinde til et par inspirerende sjæle, imens jeg er på ferie, skrev jeg straks til hende. Jeg gav hende frit slag til at dele noget, som hun har haft på hjerte, og det kom der det fineste essay ud af omkring at være en af dem, som længe har været styret af tankerne om, hvad “man burde”. Det er bestemt et læs værd, og så må I endelig huske at kigge forbi Anne-Lis blog, YouTube-kanal og at følge hende på Instagram @gownsandroses (hvor jeg virkelig synes, hun fortjener flere følgere!).

Og nu giver jeg mikrofonen til Anne-Li!

Hej allesammen!

Nu lægger jeg lige ud med en hemmelighed. Jeg skriver dette indlæg i sidste øjeblik. Og jeg kan ikke fordrage at være så sent ude med noget som helst. Jeg tror, det er en allergi, der udviklede sig i gymnasiet, hvor jeg ofte lagde sidste hånd på mine tvivlsomme mesterværker i nattens mulm og mørke bare få timer før, de skulle afleveres.

Det resulterede ofte i en del panik – især en aften hvor mit fattigmands-word crashede, og jeg måtte rekonstruere en mindre afhandling om blodceller. Og hver gang svor jeg, at jeg næste gang ville skrive opgaven, så snart jeg fik den for. Desværre var det langt federe at drikke en øl på Under Masken efter skole, end det var at prøve at finde hoved og hale i tysk grammatik, så jeg endte i stedet med at gå rundt med konstant dårlig samvittighed i tre år.

Jeg kan huske, hvordan jeg flere gange skruede op for musikken, når jeg skulle sove, så jeg ikke kunne høre alle tankerne om de ting, jeg burde gøre. Den strategi resulterede blandt andet i en biblioteksregning på den lede side af min hjemmeboende SU, så da jeg begyndte på uni, lovede jeg mig selv, at jeg ville ændre mig. Ikke flere natlige panikseancer, aldrig mere “sidste øjeblik”. Det burde jeg kunne finde ud af.

Og på et splitsekund gik der 8 år. I løbet af de år lærte jeg at planlægge mine eksaminer; en side hver dag i 14 dage giver 14 sider. Det er matematik, der giver mening, selvom man skippede en lektion i ny og næ. Jeg fik styr på det, men den dårlige samvittighed sad fast. Jeg er nemlig ikke typen, der nogensinde har haft en ret stærk tro på pensumlister. I løbet af 7 år på universitet (det er et regnestykke, vi lige kan tage en anden gang) nåede jeg aldrig op på at have læst mere end en lille tredjedel af pensum, men det gik fint alligevel. Jeg læste på min måde og gik til eksamen på min måde, og da jeg for et halvt års tid siden fik tilsendt mit bevis, var det netop det – et bevis på, at det var det, der virkede for mig. For det gjorde det jo.

Alligevel kunne jeg ikke give slip på ‘burde’. For jeg ændrede mig jo ikke, som jeg svor, jeg ville gøre. Jeg ændrede en vane hist og her, men jeg kom aldrig i nærheden af at få ram på den dårlige samvittighed, for den har i bund og grund intet at gøre med hverken lektier, eksaminer, rengøring, tandlæger eller biblioteksbøger – den hører til mig. Og så hører den i dén grad til ‘burde’.

For et år siden traf jeg sammen med min kæreste en stor beslutning om at sælge vores lejlighed og påbegynde en spritny tilværelse som fuldtidsrejsende – hvad der (u)populært kaldes digitale nomader. Det var vild en beslutning at træffe, og vi har indtil videre ikke fortrudt den i så meget som et sekund, men det viste sig, at ‘burde’ fulgte med.

Det er en besynderlig følelse lige pludselig at være sin helt egen chef efter tyve års skolegang med pligter og projekter og en dag vågne op til en verden, der ligger helt åben. Bare dig og mig, du og jeg, verden og vi to. Men som den nu engang gør, flyttede nissen ‘burde’ med, og den er så fast følgesvend, at jeg troligt checker den ind med bagagen.

Hvis man vil, er der altid noget at have dårlig samvittighed over. At man tager på café i stedet for at træne, at man ikke har været ved tandlægen, at man spiste lidt for meget kage, at man mangler at læse en tekst til forelæsningen i morgen, at man ikke er hende den seje, der spontant bager fredagsboller til alle på kontoret. Jeg er sågar blevet så dygtig til at have dårlig samvittighed, at jeg har det, når jeg laver regnskab, fordi jeg burde “arbejde” i stedet.

Så er det altså gået for vidt.

Sidste sommer havde jeg i forbindelse med min angst nogle timer hos en psykolog, der fortalte mig, at dårlig samvittighed ikke er en følelse, men en tanke. Og tanker – dem kan man gøre noget ved. Det er ikke nødvendigvis nemt at bryde et tankemønster, men det kan lade sig gøre, og det er jeg gået i gang med nu.

For mig handler min dårlige samvittighed om, at jeg inderst inde ikke stoler nok på mig selv til at turde stå ved mine beslutninger, når ‘burde’ banker på. På uni prioriterede jeg altid mine fag og min indsats. Hvad er sværest, hvad er vigtigst, hvad er ligegyldigt? Sådan en lille hurtig forventningsafklaring kan man også lave over sit liv. Hvad er vigtigt? Hvem er jeg? Hvordan vil jeg leve? Og hvis man så ikke er typen, der bager, kan man jo ligeså godt holde op med at slå sig selv i hovedet over, at man aldrig har kanelsnegle med til gruppen. Måske er man til gengæld hende, der altid har rosé på køl.

Der er så meget, man kunne gøre. Så mange mennesker, man kunne være og så mange drømme, man kunne vælge at forfølge, men som de sagde på statskundskab til en af de forelæsninger, jeg rent faktisk dukkede op til: Politik er fordelingen af knappe ressourcer. Og det er mit liv sgu også i bund og grund. Det lyder ikke ret sexet, men det er nu slet ikke så tosset en ting at erkende. Jeg kan ikke det hele, og vigtigst af alt, så bør jeg ikke gøre det hele.

 Når først man får afmonteret ‘burde’ og sidder tilbage med den, man er og det, man skal og vil, åbner verden sig for alvor. Jeg er gået i gang, men det tager tid og er, som min morfar ville have sagt, “ikke noget man lige jager til”. Og det er ok. Det er ikke noget, man ‘bør’ kunne klare på en eftermiddag.


Tak for det dejlige indlæg, Anne-Li!

Dette indlæg er planlagt på forhånd, da jeg pt. befinder mig på en solrig bjergtop i Spanien. Kommentarer vil blive besvaret når jeg er hjemme i Danmark igen – men kommenter endelig løs, så jeg har en masse hyggeligt at komme hjem til!

Share this

Pin

By Mia

24-årig internet-nørd, ord-nørd og mad-nørd.

7 Comments

  1. Dejlige Anne-Li 🌺

  2. Jeg er kæmpe fan af Anne-Li! Hun er simpelthen så skide sej, og dette fine indlæg giver et meget godt billede af hendes fantastiske skriverier. Dejligt, du har ladet hende skrive her, mens du befinder dig i Spanien 😀
    Camilla | http://cammi.dk

  3. Gitte W.

    Her er noget ros til alle I seje blog-piger: hvor er I gode til at dele og til at bruge – og rose – hinanden! Det er ikke en selvfølge i disse tider, hvor enhver i de fleste andre sammenhænge er sig selv nærmest! Keep it up! Det er god karma.

    • Mia

      Skøn kommentar Gitte! Netop det med at hjælpe hinanden og løfte andre op her i onlineverdenen (og ude i den virkelige verden) er meget vigtigt for mig, så det er fedt, at du bemærker det! 😀 god dag!

  4. Hvor er det bare et dejligt indlæg, er simpelthen så fan af ANne-Li! Hvor er hun bare sej 🙂

    Rigtig god mandag!
    http://blogbykathrine.bloggerspoint.dk/

  5. Tak for et godt og relevant blogindlæg 🙂
    Ja, der er så meget, som man kan gå og have dårlig samvittighed over, og føle at man “bør gøre”.
    Jeg har altid tårnhøje forventninger til, hvad jeg kan nå på en dag, og selvom jeg så har været super produktiv og nået en hel masse, så sidder jeg tit med en følelse af, at jeg jo ikke nåede alt det jeg gerne ville. Der er simpelthen for få timer i døgnet, eller også skal jeg bare til at blive mere realistisk omkring, at ting faktisk tager tid 🙂
    Det er nok rigtigt, at mange af os skal blive meget bedre til at prioritere og blive klar over, hvad der egentlig er vigtigt for os, og hvad vi gerne vil her i livet. Og så prioritere dette, og ikke blot hvad samfundet diktere os til at prioritere :-p

Leave a Comment