Bogbunken - GARDUM

Bogbunken

Da jeg var barn, elskede jeg at læse. Faktisk elskede jeg det så meget, at jeg gik i en bogklub på det gamle hovedbibliotek i Aarhus, hvor vi en gang om måneden mødtes for at diskutere en fælles bog (samt spise kage). Det var altid månedens højdepunkt at kunne diskutere fantasyromaner med ligesindede (og faktisk var min første vaskeægte forelskelse i en dreng der også gik i bogklubben, hvilket nok også har været i bidragende faktor til spændingen over at deltage i det månedlige møde).

Da jeg kom på gymnasiet og i mange år derefter, blev min læselyst fuldstændig kvalt. Hvor jeg før læste 2-3 bøger om måneden, frilæste jeg nu 2-3 om året. Det var som om det der med at gå i skole kvalte den del af mig, som frivilligt havde lyst til at spendere tid med næsen i en bog. Men efter at være ude af uddannelsessystemet er lysten heldigvis kommet tilbage. Faktisk med en sådan kraft, at jeg de seneste måneder gerne har haft gang i 2-3 bøger ad gangen!

Min biblioteksbunke ser lige nu således ud:

Samtaler med Gud af Neale Donald Walsch

Titlen her blev ved med at dukke op for mig, så jeg besluttede mig for at give den et skud, selvom titlen i sig selv var en rimelig stort turn off – det der med religion er nemlig ikke lige mig. Men jeg blev overrasket! Bogen er i lang grad mere spirituel end den er religiøs, og den består at intet mindre end en samtale mellem forfatteren og “gud”. Bogen er både humoristisk og ikke mindst virkelig filosofisk – og den gav mig rigtig meget at tænke over. Klart en anbefaling herfra!

Wild af Sheryl Strayed

Jeg har noget med rejse-romaner. Både dem, hvor personen fysisk tager på en rejse og dem, hvor personen er på en rejse indeni sig selv. Wild falder i begge kategorier, og omhandler en kvinde (det er et memoir) som efter en hård skilsmisse beslutter sig for at vandre langs Stillehavsruten (1800 km) gennem Californien. Så fin en beretning!

Eat, Pray, Love af Elizabeth Gilbert

Jeg er (pinligt) glad for filmatiseringen af denne bog, så jeg besluttede at læse den. Jeg er endnu ikke helt igennem den, men indtil videre er jeg virkelig glad for, at jeg gjorde det. Hele hovedpersonen (bogen er også et memoir) og hendes handlinger har langt mere dybde og følelse end i filmen, hvor jeg flere gange er blevet en smule irriteret over hendes til tider egoitiske tendenser. Hvis du har elsket filmen, er den klart et must-read, som tilføjer en ekstra dimension. Og hvis du ikke har set den, synes jeg, du skal spare dig selv for filmen og bare læse bogen 😉

Langsom Livsstil af Karen Pallisgaard

Jeg har været i kø til den her i virkelig lang tid – faktisk lige siden den udkom. Nu har jeg endelig læst den og kan tilslutte mig koret af folk, der anbefaler den. Den er virkelig fin. Meget konkret med tips og resultater fra videnskabelige undersøgelser (på den gode måde), som bakker bogens påstande op. Den er dog også meget letlæst – jeg læste den på en enkelt dag, så jeg vil anbefale at låne den på biblioteket i stedet for at købe den.


Hvad har været i jeres bogbunke de sidste par uger?

Share this

Pin

By Mia

Næring og nærvær.

13 Comments

  1. Michelle

    Hvis Wild falder i din smag, så kan jeg varmt anbefale bog Tracks af Robyn Davidson (er også lavet til en god film på Netflix). Den er i samme genre og er fantastisk rå!
    Jeg er selv gået igang med at læse The Power of Now efter din anbefaling og er indtil videre meget fascineret! 🙂

    • Mia

      Jeg har set filmen – men måske bogen skal på læselisten også 😀
      Og spændende med The Power of Now! Den tager lidt tid at komme igennem, men den er virkelig god!

  2. Bine

    Det er virkelig sjovt at du har udgivet det her blogindlæg, for jeg har længe tænkt på at spørge dig om du kunne lave en liste med bøger man kan finde på biblioteket 😀
    Jeg synes at det er så skønt at have bøger stående derhjemme så man til enhver tid kan tage dem frem, men jeg er også fan af ikke at have for mange genstande. Samtidig har vi i forvejen betalt penge til bibliotekerne gennem skatten og dermed “købt” bøgerne en gang – så hvorfor ikke benytte sig af tjenesten.
    Det er helt sikkert nogle bøger jeg skal reservere på biblioteket 😀

    • Mia

      Er helt enig med dig – nogle bøger er rare at have på hylden (f.eks. læser jeg The Power of Now et par gange om året og holder af at bruge den som opslagsværk), mens andre sagtens kan lånes på biblo. Og så er jeg også mere tilbøjelig til at få læst mere, når jeg ikke skal ud og bruge penge på det, haha 😀

      • Bine

        Jeg har det på samme måde! Jeg har dog brugt over et år på at læse The Power of Now og er stadig ikke færdig. Den kræver virkelig meget fordøjelse, synes jeg. Men jeg sluger heller ikke bøger på samme måde som dig, haha 😉

  3. Juliee

    Har du set wild? Den er på netflix, og er virkelig god 🙂
    Kunne godt forestille mig bogen er mindst lige så god!

    • Mia

      wait, whaaaat? Er den filmatiseret?! 😀 tænk at jeg ikke vidste det! :O den skal ses ASAP! tak for tip!

  4. Jeg var også vildt begejstret over ‘Eat, pray, love’, og synes ligesom du, at bogen er meget bedre end filmen (som i øvrigt også er god og slet ikke så træls Hollywoodsk, som jeg havde frygtet). “Efterfølgeren” ‘Committed’ er i øvrigt også værd at læse. Og du har også læst ‘Big Magic’, hvis jeg husker ret?
    Jeg er altså fan af Elizabeth Gilbert. Hun skriver virkelig godt, og jeg er særligt fan af at læse hendes bøger på engelsk, hvor man får flere sproglige detaljer med, synes jeg.

    • Mia

      Uhhh, har ikke læst committed – den må på listen! Og jo, Big Magic er en af de få bøger, som jeg ejer, fordi jeg vender tilbage til den igen og igen 🙂
      og ja, hun skal helt klart læses på engelsk!

  5. Simone Jensine

    Jeg tænker på hvornår på din dag, at du kaster dig over læsningen? Jeg har det meget ligesom dig mht. læsning, jeg er bare selv studerende.
    I år havde jeg sat mit et mål om 2 bøger pr. måned, hvilket også var ret ambitiøst. Jeg har indtil videre nået 12, så jeg når det nok ikke helt men at opsætte et mål har alligevel hjulpet mig til at huske læsningen lidt.

    Jeg føler dog stadig, at det er noget jeg skal “tage mig sammen” til. Har du det også sådan?
    Jeg har skaffet mig af med mit fjernsyn, så der er mindre spildtid. Men har stadig en del programmer, jeg følger online. Og når mit hoved rammer puden om natten, så går jeg kold og kan max læse et par sider før øjnene lukker i!

    • Mia

      Jeg læser gerne i 30-45 minutter om morgenen og igen om aftenen i sengen. Nogle gange tager jeg et break midt på dagen med lidt læsning også. Nogle dage får jeg slet ikke læst, fordi jeg har for travlt, men så plejer jeg til gengæld at tage mig ekstra tid til det i weekenden 🙂
      Jeg havde også den der følelse af at skulle tage mig sammen til det, da jeg studerede – nok fordi man læste nok i forvejen. I dag er det en treat jeg ser frem til 😀

  6. Jeg kan anbefale dig en anden Cheryl Strayed-bog, hvis du er glad for “Wild”. Det er “Tiny Beautiful Things”, som er en samling fra Strayeds tid som brevkasseredaktør under navnet Sugar. Men glem alt af brevkasser du før har læst i dameblade med smådilemmaer – det her er noget helt andet. Det er de vildeste breve hun modtager, og de vildeste svar hun giver. Hun er meget generøs med sit eget liv og giver virkelig ærlige og smukke svar. Det kan næsten garanteres, at der er nogle breve og dilemmaer,man kan relatere til i den bog.

Leave a Comment