Daal med græskar og grønkål - GARDUM

Daal med græskar og grønkål

Daal med græskar og grønkål

Hermed en ægte efterårsopskrift på denne kolde og ruskende tirsdag: krydret daal med græskar og grønkål.

Jeg elsker daal i alle afskygninger, og jeg fornemmer, at mange af jer gør det samme. Min helt simple daal-opskrift fra min kogebog Plantemad er ihvertfald en af de opskrifter, jeg oftest får sendt billeder af. Opskriften jeg vil dele i dag, tager udgangspunkt i min grundopskrift, og så har jeg tilføjet med hokkaido-græskar og grønkål for at smække lidt ekstra grøntsags-goodness ind i retten. Det giver derudover også lidt ekstra tekstur og fylde, og så er det naturligvis også endnu en god grund til at spise ekstra meget af to af mine favoritråvarer fra efterårsæsonen.

Opskriften er i øvrigt super god, hvis I går med en lille forkølelse eller influenza på vej – herhjemme er det altid den slags retter, vi tyer til, når snuen er på vej. Hvidløg og ingefær er godt for immunforsvaret og de mange krydderier er både antiinflammatoriske og gode for blodomløbet. Retten gør sig desuden glimrende på anden og tredje dagen eller kold som madpakke, og så er den også genial at fryse ned i portioner til travle hverdagsaftener. Så når I nu alligevel er igang med den store gryde, kan jeg anbefale at fordoble opskriften og på den måde have mad til mange dage.
Daal med græskar og grønkål


Daal med græskar og grønkål


Til 4 personer
4 fed hvidløg
1 løg
2 cm ingefær
1/2 hokkaidogræskar
4 stængler grønkål
4 spsk. kokosolie eller ghee
4 spsk. karry
2 tsk. spidskommen
1 tsk. stødt koriander
1/2 tsk. ægte kanel
1 tsk. gurkemeje
1/2 tsk. chilipulver
1 dåse kokosmælk
1 dåse hakkede tomater
200 g. røde linser
1/2 terning (eller ca. 1 tsk) grøntsagsbouillon (ikke blandet op med vand)
1 tsk. salt

Topping:
Persille eller koriander
Evt. sesamfrø og/eller nigellafrø

Pil hvidløg og løg, og hak det fint sammen med ingefæren. Hvis græskaret er økologisk, kan du beholde skrællen på og skære det i tern (ca. 2×2 cm) – hvis ikke, fjernes skrællen, inden det skæres i tern. Vask grønkålen grundigt, fjern stænglerne og skær kålen i mundrette bidder. 

Varm olien i en stor gryde, og tilsæt hvidløg, løg og ingefær. Svits det i en enkelt minut og tilsæt så alle krydderierne. Svits det hele i to minutter, inden græskar, grønkål, kokosmælk, hakkede tomater, linser, bouillon og salt tilføjes. Kog det hele op og skru så ned til lav til middel varme. Lad retten simre under låg i 45 minutter til en time, til linserne er møre. Husk at røre i gryden løbende, så retten ikke brænder på. 

Top med persille/koriander og sesamfrø og/eller nigella frø og server eventuelt med naanbrød. 

Daal med græskar og grønkålHvis I prøver opskriften, må I som altid endelig dele et billede på Instagram! Bare husk at tagge @miagardum, så jeg kan se jeres kreationer.

Share this

Pin

By Mia

Næring og nærvær.

8 Comments

  1. Rikke Gade

    Hvor ser det lækkert ud! Det skal jeg da lave en af de kommende dage!

  2. Lea

    Tak for denne lækre opskrift, søde Mia! Den er handlet ind til, og skal serveres i aften!

    • Mia

      Hurtig action – I love it! Send endelig et billede, hvis du når det inden der er spist op 😀

  3. Alexandra

    Græskar og grønkål i én og samme opskrift – jeg er fan!

  4. Sidsel

    Hej Mia,
    Min kæreste og jeg lavede din græskar-grønkåls daal i tirsdag og var begge fuldstændig vilde med den! Vi brugte godt nok butternut squash i stedet for hokkaido, hvilket sagtens kan anbefales, og tilføjede hjemmelavet raita.
    Så 1000 tak for inspirationen. Opskriften er hermed skrevet ned i min lille opskriftsbog og bliver helt sikkert lavet igen 🙂

    • Mia

      Hej Sidsel,
      Ej hvor dejligt at høre, at den faldt i smag. Ja, butternut squash kan altid bruges i stedet for hokkaido 😀
      Hav en dejlig weekend <3

Leave a Comment