Favoritter fra marts - GARDUM

Favoritter fra marts

Det er blevet tid til endnu en omgang favoritter fra den forgangne måned – og denne gang i et lidt anderledes format. Både for at prøve noget nyt herinde, og fordi jeg ærlig talt ikke har så mange skønhedsfavoritter at byde ind med (længe leve dovne rutiner uden for meget hurlumhej). Jeg håber, I kan bruge det til lidt inspiration til at prøve noget nyt – og så må I som altid megagerne byde ind med jeres favoritter i kommentarfeltet!

I ørerne: Jeg har lyttet til ekstremt mange podcasts i marts – og de har alle været i en lidt anden boldgade, end dem jeg normalt lytter til. Jeg har nemlig haft lyst til at blive lidt mere opdateret på min omverden igen (sidste år besluttede jeg at tage et break fra konventionelle nyhedsstrømme, da jeg blev så deprimeret over verden), og i den sammenhæng har jeg lyttet til masser af podcasts om samfund, kultur og design. Jeg delte forleden lidt af mine favoritter, men siden da har jeg fået en ny favorit; nemlig Michael Schøts podcast Schøtministeriet. Jeg har været kæmpe Schøt-fan længe (hans Nyuges-taler er fast del af mit fredagsritual, og jeg har også set ham live et par gange), men alligevel var det gået forbi mig, at han udover sine taler og interviews også udgiver en ugentlig Nyuges-samtale, hvor han drøfter ugens nyhedsstrøm med Sofie Flykt og Simon Astrup – og det er altså både underholdende og informativt. Jeg har haft travlt med at indhente de sidste ugers episoder, og så ser jeg frem til at lytte med fremover.

I glasset: Marts stod på masser af sjove stunder med venner, veninder og lidt mere alkohol end normalt. Sidstnævnte har især indebåret oldfashioned, som er strøget ind på førstepladsen som min ultimative favoritcocktail. Jeg har netop startet min egen hjemmebar op, og oldfashioned var det første, der blev købt ind til. Kæmpe haps, altså! Hvad er jeres favoritcocktail?

På tallerkenen: i marts fik jeg nyt køleskab med fryser (efter to år uden frys), og det har jeg fejret med masser af smoothies. Jeg har især været glad for at tilføje frossen dampet blomkål til mine smoothies – det er en brandgod måde at få lidt ekstra grønt ind i kosten fra morgenstunden af, og så er smagen rimelig neutral.

På huden: sidste måned bød ikke på mange solskinstimer, så jeg har snydt lidt med kuløren med (affiliate-link) Face Tan Water fra Eco by Sonya. Den er mit ultimative yndlingsprodukt i min skønhedsrutine i øjeblikket! Den er superlet at bruge (påføres bare med en vatrondel inden resten af hudplejen om aftenen), og så er der pæn og naturlig glød i ansigtet, når man vågner dagen efter. Jeg har lagt mærke til, at jeg bruger langt mindre makeup, når jeg har lidt farve i ansigtet, og det er dejligt for en doven type som undertegnede.

I garderoben: Når solen trods alt har vist sig, har jeg skyndt mig at finde mine solbriller fra Weekday frem. Jeg har fået en del spørgsmål på dem på Instagram, så noget tyder på, at jeg ikke er den eneste, der synes, de er røvfede – så hermed er tippet givet videre. 120 bobs hos Weekday, og så har man mega nice solbriller!


Hvad har I syntes ekstra meget om i marts?

Håber I nyder torsdagen. Herhjemme står den på renskrivning af første kapitel til kogebogen, og så skal jeg hjem forbi hende her i eftermiddag på barselsbesøg. Det er første gang, jeg skal møde kæmpebæbsen, og jeg glæder mig så meget!

Share this

Pin

By Mia

Næring og nærvær.

9 Comments

  1. Pernille Frederiksen

    Gin & tonic er virkelig en sikker vinder hos mig! Særligt Geranium gin med Fentimans Pink Grapefruit Tonic og en skive lime. Jeg skal helt sikkert prøve en old fashioned. Vi har også så meget whiskey og bourbon til at stå – det skal da drikkes! 😉

    God aften, Mia 🙂

    • Mia

      G&T er også en klassiker – kan godt huske at vi hyggede ekstra meget med netop dén på terrassen efter sidste skydningsdag til kogebogen 😉
      og ja, I må igang – især hvis lageret allerede er på plads! Jeg er mest til Bourbon 😀
      Lige over <3

  2. Sara E

    Herhjemme er det især selvforkælelse der hitter!
    Jeg har (endelig) fået købt en Mason Pearson hårbørste, som bare er mega lækker. Jeg var ret skeptisk inden, på om den ville gøre en forskel, men det gør den virkelig. Derudover så redder mine nye graviditetsstrømpebukser virkelig alle tøjkriser (ja-tak til masser af stræk på maven), og så er sidste års solbriller fundet frem 🙂

    • Mia

      Haha jeg er også lidt skeptisk over mason pearson, men der er sgu nok grund til at den har fået kultstatus. Har en børste i lidt samme stil fra Zenz, og den er helt genial! Kunne godt finde på at købe graviditetsstrømpebukser bare for komforten, haha 😀

    • Camilla Kirstine

      Jeg købte også i min iver en Mason Pearson og må indrømme at jeg absolut INGEN forskel mærker. Det har øget min skepsis lidt for produkt-hype, men samtidig undrer det mig, da mange virkelig udtrykker en reel begejstring af den ?

  3. Ida

    Den der Face Tan Water lyder jo god for alle os gennemsigtige mennesker.Men smitter den af på sengetøjet om natten? Og hvor tit bruger du den?

    • Mia

      Har ikke oplevet, at den har smittet af – den tørrer helt ind på huden, så der er ikke rigtig noget, der kunne smitte af, tænker jeg. Jeg bruger den et par gange om ugen. Den kan bygges op over flere aftener eller bare bruges med et par dages mellemrum til at holde gløden ved lige. Den er så let at bruge og bygge op, så man finder hurtig ud af den 😀 bare husk at fordele den på hals og decolletage også.

  4. Anne

    Åha, jeg har simpelthen nogle vanvittige skrækhistorier fra teenageårene, hvor diverse forsøg med selvbrunercremer er gået helt galt. De billeder er længe brænt og skaffet af vejen 😉
    Hvor hurtigt giver denne farve? Hvor nem er den at fordele? Og fordeles den pænt? Ja, det gør den jo formentligt, siden du anbefaler den jo – men er det til at undgå striber og kanter?

    • Mia

      Ja til det hele, haha! Den kan bygges op over flere aftener, eller bare give en smule kulør ved én påførsel. Man styrer det helt selv! Og ingen kanter eller noget – bare husk at buffe lidt ind i hårgrænsen og ud på ørerne. Den er vitterligt idiotsikker 😀

Leave a Comment