Glutenfri pizza med kikærtebund og grøn topping - GARDUM

Glutenfri pizza med kikærtebund og grøn topping

/Glutenfri pizza med kikærtebund/

Efter mit indlæg den anden dag om antiinflammatorisk kost (og efter at have fået så mange gode tips fra jer i kommentarfeltet til indlægget) har jeg været ultra-inspireret til at spise endnu mere grønt og komme tilbage i den gode rytme.

I går tryllede jeg derfor en glutenfri pizza på kikærtemel og med grøn topping frem. Den var virkelig lækker, og Thomas har allerede nævnt, at han gerne vil have den igen snart! Det må siges at være et succeskriterie, ikke?

sund pizza

Bunden er som sagt lavet på kikærtemel, og opskriften har jeg udviklet ud fra en, som er med i min kogebog Plantemad. I kogebogen bruges melet til at lave socca (en fransk form for pandebrød) som tilbehør til en indisk dhal, men melet er super alsidigt og kan altså også bruges som pizzabund. Derudover er det naturligt glutenfri, er fyldt med fibre, har et proteinindhold på lidt over 21 g. pr. 100 gram og er rig på en række næringsstoffer som jern, folat, magnesium og kalium. Vi har altså at gøre med lidt af en vidunderingrediens!

Bunden får naturligvis en anderledes konsistens end en bund på klassisk pizzadej – kkærtebunden minder i højere grad om en luftig blanding af pandebrød og tærtedej.

sund kikærte pizza

Toppingen bestod af pesto, en masse grønt og en smule feta (som snildt kan udelades for at gøre pizzaen vegansk) – og jeg serverede den med bagt broccoli (små buketter bagt med en smule olivenolie, hvidløgsgranulat og salt). Det var en perfekt mængde for to personer, men hvis pizzaen blot var til frokost, havde den været nok i sig selv.

vegetarpizza

Glutenfri pizza på kikærtebund
til 2 personer

Pizzabunden:
3 dl. kikærtemel
1/2 tsk. bagepulver
1/2 tsk. natron
1/2 tak. salt
3 dl. vand
1 spsk. olivenolie

Topping:
2 porrer
4 stilke grønkål
1 fed hvidløg
1/2 spsk. olivenolie
1/2 bundt asparges
1 lille glas grøn pesto
Feta
Evt. ærteskud eller andre spirer til toppen

Bland alle ingredienserne til pizzabunden med undtagelse af olien grundigt og stil dejen på køl i en halv time. Tænd ovnen på 200 grader normal ovn. 

Smør en ovnfast stegepande grundigt med olivenolien. Hæld dejen i panden og bag den i ovnen i 15-20 minutter, til toppen af pizzabunden ikke længere er fugtig. 

Rens porrer og grønkål og fjern grønkålsstænglerne. Snit begge dele groft og pres hvidløget. Varm olivenolien i en pande og svits først hvidløg og porrer, til porrerne bliver let bløde. Tilsæt grønkålen og steg det hele, til kålen er faldet sammen. I mens renses aspargeserne, inden de strimles med en kartoffelskræller. 

Når toppen af pizzabunden ikke længere er fugtig, tages panden ud af ovnen og bunden flippes over på en tallerken. Smør pizzabunden med grøn pesto og top den så med grøntsagerne, asparges, feta og eventuelt ærteskud eller andre spirer. 


Som altid vil jeg blive mega-glad, hvis I deler et billede af opskriften på Instagram, hvis I prøver den. Bare husk at tagge mig i billede (@miagardum), så jeg ser det!

Share this

Pin

By Mia

Næring og nærvær.

4 Comments

  1. Rikke Gade

    Den skal prøves! I øvrigt tusind tak for din søde kommentar i “sidste” podcast! Jeg synes, det var rigtig hyggeligt at hilse på dig og jeg synes, at du bare virkede mega sød og åben! 🙂

    • Mia

      Hihi, da var da så lidt! Det var rigtig hyggeligt at møde jer, og jeg er glad for at I ikke bemærkede mine tømmermænd alt for meget, haha 😀

  2. Ida

    Jeg har lavet pizzaopskriften fra din kogebog og den var så god og mættet utrolig meget.

    Jeg lavede den til frokost og havde igen til aftensmad og igen til frokost dagen efter. 🙂

Leave a Comment