Guide: Læderpleje - sådan gør du tasker og sko vinterklar - GARDUM

Guide: Læderpleje – sådan gør du tasker og sko vinterklar

læderpleje guide

I sidste uge gav jeg mine sko og lædertasker en ordentlig omgang læderpleje og imprægnering. Med den rette pleje kan læder nemlig holde i mange år trods regn, sne og slud – og hvem vil ikke gerne have sine ting til at holde længe?

Jeg er ikke den store shopper, men lige præcis sko og tasker er mit svage punkt, og det nok også den del af min garderobe, jeg bruger flest penge på. Derfor er det også vigtigt for mig at passe på mine sko og tasker, så de kan holde i mange år og ældes med ynde; faktisk synes jeg ofte, at læder med patina er det smukkeste af slagsen, såfremt det har fået den rette pleje fra start.

Jeg har derfor efterhånden en del erfaring med læderpleje, så jeg tænkte, at jeg ville dele lidt af den med jer i dag. Det er ikke raketvidenskab, men jeg ser desværre rigtig mange, som ikke passer på deres ting, og det ser både skidt ud rent æstetisk og bliver dyrt i længden; både for miljøet og pengepungen. Så hermed en lille guide til at passe ekstra på jeres lædergoodies igennem vinteren våde vejr og saltede veje 🙂

læderpleje guide

Læderpleje til glat læder

Jeg giver altid nye sko og tasker i glat læder en omgang med en imprægneringsspray, inden jeg tager det i brug. Skoene får gerne 2-3 omgange inden første brug og taskerne en enkelt gang (flere, hvis det er tasker, jeg skal bruge meget – f.eks. da jeg gik i skole, og havde en taske med i cykelkurven i al slags vejr).

Jeg bruger sprayen fra Adax, og sprayer sko/taske grundigt fra 30 centimerters afstand. Sørg for at gøre det udenfor, da indånding af imprægneringsspray er yderst farligt. Lad skoene/tasken tørre, inden du tager den indendørs (alternativt kan den stå i et åbent vindue og tørre). Følg gerne op med imprægnering en gang om måneden, da det slides af af brug og vand.

læderpleje guide

Mht. vask af læder, er det med at være meget påpasselig – vand udtørrer nemlig læder, så hold det til et minimum. Et tip er at piske sæbespåner op med kogende vand, og kun bruge skummet til at vaske med, hvis læderet er meget beskidt. Ellers kan det meste snavs fjernes med en svamp, som eventuelt er gjort en smule våd og er vredet grundigt op. Efter vask skal skindet tørre fuldstændigt, inden du giver det 1-2 lag imprægnering.

Inden vinteren (og løbende, hvis f.eks. salt fra gaden gør skindet gråt at se på) giver jeg glat skind en tur med en læderbalsam. Rengør først læderet efter ovenstående anvisning og lad det tørre fuldstændig. Balsamen buffes herefter ind i læderet med en svamp (den fra Adax kommer med svampen i låget, så det er dejligt let). Lad skindet absorbere balsamen i tre timer – hvis der er overskydende fedt på skindet derefter, fjernes det let med en tør karklud. Imprægner derefter 1-2 gange.

læderpleje guide

Læderpleje til nubuck og ruskind

Brug en imprægneringsspray til ruskind (eller en til alle former for skind, som den fra Adax), inden skoene eller tasken tages i brug.

Hvis ruskind bliver beskidt, kan du fjerne det ved at dampe det over en gryde med kogende vand, hvorefter skidtet let kan fjernes med en tør svamp. Lad skoene tørre og afslut med 1-2 lag imprægnering.

Nubuck holdes ren på samme måde, som det glatte læder. Lad tørre fuldstændig og afslut med 1-2 lag imprægnering.

Læderbalsam skal ikke bruges på nubuck og ruskind, da det glatter skindet ud, og overfladen derfor vil ændre struktur.

(NB: Husk altid at lave en lille prøve af en ny læderbalsam/imprægnering et sted, hvor det ikke bemærkes, for at tjekke, hvordan skindet reagerer)

læderpleje guide

Og det er sådan set det! Jeg håber, I har fået lyst til at bruge en eftermiddag på en lille opfriskning af jeres fodtøj og tasker, så det kan holde i mange år fremover 🙂

Og så vil jeg gerne høre: hvad er jeres bedste tip til at få tøj/sko/tasker til at holde sig smukt længe? Jeg går og brygger på en række indlæg omkring netop dette (og bl.a. også tips til grønnere tøjvask), så jeg tager gerne imod tips, jeg kan tilføje til indlæggene. Så vi alle kan få glæde af dem 😀

Share this

Pin

By Mia

Næring og nærvær.

2 Comments

  1. Sara

    Hej Mia ☺️. På dit første billede har du en taske fra Adax stående. Jeg har selv lige købt samme model og ville høre, hvordan du har behandlet/plejet den? Læderet har jo lidt tekstur, men plejer du den bare på samme måde som med glat læder?
    Hilsen Sara

    • Mia

      Jeg har bare brugt imprægneringsspray på den 🙂 og tørret nitterne af bagefter. Jeg har endnu ikke brugt læderfedt på den, men regner med at gøre det, hvis den bliver “træt”/mat at se på. Jeg laver altid en lille test med imprægneringsproduktet et skjult sted, og der er Adax’ tasker ret geniale, for de alle alle en lille læderlomme indeni samt den lille læder kortholder – perfekte steder at teste, inden man bruger produktet på hele tasken 🙂

Leave a Comment