Hverdagsmomenter - GARDUM

Hverdagsmomenter

Frokost hos Emma i går – ikke værst, nej!
Søndagsgåtur med kaffe i den ene hånd og min mand i den anden.
Linsedal med græskar – I får opskriften i morgen, og I kan godt glæde jer!
Eucalyptus i badet er ægte hverdagsluksus. 
Smukke Aarhus!
Varm kakao (find min opskrift her) og nyeste eksemplar af Yoga Journal er en ganske rar eftermiddags-treat. 
T i en vandpyt.
Yogaklasser i YO hjalp mig til at holde hovedet oven vande i en ellers tætpakket uge.
Bagt havregrød-deluxe og min nye yndlingste fra Pukka; three tulsi med hellig basilikum. 

Godformiddag!

Tænk engang, at det allerede er mandag igen. Jeg synes virkelig, ugerne flyver væk i øjeblikket. Jeg forsøger at få pakket både arbejde, sjov, sociale aftaler og “down-time” ind i dagene, så de ikke bare forsvinder i ingenting (dvs. computertid), men jeg synes ikke helt, det har hjulpet på følelsen af, at tiden løber væk mellem fingrene på mig i øjeblikket. Kender I det?

Denne uge ser ud til at blive lidt af samme trummerum. Især første halvdel af den er fyldt op af planer (og de er alle skønne, der er bare for mange af dem), hvilket har ført til den der følelse af at være bagude på forhånd med alt det, som jeg ellers elsker at sidde og arbejde med. Det er virkelig ikke ofte, at jeg har det på den her måde, eller har taget for mange opgaver og aftaler på mig, så det føles meget mærkeligt at have “travlt” (jeg hader virkelig det ord!) på den her måde. Forhåbentlig føler jeg mig ovenpå igen i næste uge.

Jeg håber, I har haft en dejlig weekend (og efterårsferie, hvis I havde det!) – hvad har den stået på?

Klem, M

 

Share this

Pin

By Mia

Næring og nærvær.

9 Comments

  1. Hej Mia
    Jeg kommenterer normalt ikke, men har dog læst med i et stykke tid efterhånden. Men nu har besluttet mig for at være bedre til at kommentere, for det er faktisk noget af det hyggeligste ved blogs, synes jeg. Også selvom det ikke er det vilde man skriver om. Du spurgte om vi har haft en god weekend og evt ferie. Og jeg har faktisk ligget syg med den ledeste halsbetændelse nogensinde, hvilket er lidt hårdt, da jeg har en lille datter på 11 måneder. Jeg havde ferie fra i torsdags, og vi skulle have lavet alle mulige hyggelige ting, men det hele blev altså ikke til noget. Faktisk må man jo melde sig syg i sin ferie, og så kan man holde ferien på et andet tidspunkt, og tidligere ville jeg have tænkt, at det var lidt “stramt” at gøre over for sin arbejdsplads, men tid er bare blevet så vigtigt for mig, så jeg gør det alligevel, så jeg kan tage revanche med min datter om et par uger.

    Har du i øvrigt nogle tips til en mini detox”kur” ovenpå sådan en omgang sygdom? Jeg har taget alskens lede medicin for at komme igennem, og vil gerne starte på en frisk. Nå ja, og så aldrig blive så syg igen, haha.

    • Mia

      Hej Michelle,
      Hvor hyggeligt at du har taget dig tid til at kommentere!
      Øv øv med halsbetændelse – det er bare noget af det værste! og jeg synes det er så fint, at du har kunne melde dig syg og så tage ferien på et andet tidspunkt. Det vidste jeg slet ikke, at man kunne, men det giver egentlig fuldstændig sig selv, synes jeg. Dejligt at I får en ny chance for at feriehygge.
      Jeg deler i morgen en opskrift på daal med masser af antiinflammatoriske egenskaber, så den synes jeg, at du skal få smækket sammen. Den er let at lave store portioner af og enten have på køl eller frys, hvilket jeg kan forestille mig er rart, når man har barn! 🙂 generelt forsøger jeg altid at spise masser af gurkemeje, ingefær og krydderier, når jeg skal komme mig ovenpå en omgang sygdom. Jeg holder også rigtig meget af at tage kosttilskuddet curcumin (som indeholder det aktive stof fra gurkemeje i stor mængde og som helt seriøst kan hjælpe på alt) og det skulle også være fint at tage, hvis man stadig ammer (det er jo lidt forskelligt, hvor længe folk ammer i dag, men ville lige nævne det) 🙂

      Rigtig god bedring og hav en dejlig ferie, når I kommer dertil.
      Klem, M

  2. Åh, elsker simpelthen disse indlæg! (og pretty much alle dine andre indlæg as well) Det lyder (og ser) ud som om at du har haft en skøn uge 🙂 Min har stået på ferie fra studiet, men dog stadig med læsning af nogle romaner til litteraturfagene (jeg læser engelsk på SDU) samt lidt opgaveskrivning. Der har heldigvis også været plads til gode løbeture i det smukke efterår, græskar-udskæring, veninde-tid, kærestetid, et smut hjemme ved min far og andre rare ting. I denne uge skal jeg tilbage på forlæsnings-læsning, løbe et par ture, trække vejret dyyyybt ned i maven og så en tur til Århus fredag-lørdag for at besøge en savnet veninde!

    • Mia

      Dejligt at du kan lide dem! Jeg synes selv de er så hyggelige at skrive 🙂
      Det lyder som om du har fået pakket lidt feriestemning ind i sidste uge, selvom det har stået på studielæsning. Og denne uge lyder også dejlig – især det med Aarhus 😉

  3. Nicoline

    Jeg har været i sommerhus, og det har været så tiltrængt! Familietid, gåture og tid til at læse i en selvvalgt bog 😉
    I denne uge skal jeg til Århus i studiepraktik, og jeg glæder mig simpelthen sådan til at se uni og forhåbentlig blive afklaret om planerne for næste år. Jeg regner nemlig med at skulle til Århus og læse statskundskab.
    De er så hyggelige disse indlæg, og selvom du har haft travlt, er der jo en masse gyldne øjeblikke – og det er bare så vigtigt at huske, synes jeg.
    God uge til dig <3

    • Mia

      Århhhh, det lyder dejligt med sommerhus! tror jeg må tage mig en solotur til mine forældres i november.
      Og hvor spændende med studiepraktik! Håber du bliver glad for det. Min bedste ven læser statskundskab (på tredje år), og han har været med til at planlægge rusugen de sidste to år og sidder i Politologisk Forening – han taler simpelthen så godt om det studie og ikke mindst det sociale.
      God uge til dig også <3

      • Nicoline

        Ej, det er jeg glad for at høre!
        God ide med solotur – det ser også altid så hyggeligt ud!

  4. Maja

    Dejligt indlæg! Det ser også ud til, at din uge har været tæt pakket – men heldigvis med gode aftaler!
    Jeg genkender virkelig din følelse af, at tiden bare forsvinder mellem hænderne på en. Sådan har jeg det også meget for tiden, og har faktisk haft det i et stykke tid. I sådanne perioder forsøger jeg at prioritere ‘mig-tid’, men jeg synes faktisk det kan være lidt svært at samle mig om, når jeg også har ‘travlt’. Jeg kan ikke rigtig koncentrere mig om at koble helt af – kan du følge mig? Hvad gør du i sådanne perioder for at holde fødderne på jorden og hovedet koldt?
    Tak for en dejlig og enormt inspirerende blog.
    Knus

    • Mia

      Godt at høre, at jeg ikke er alene! Det eneste, der kan få mig til at koble fuldstændig af og slukke for hjernen, hvis der er er meget travlt, er yoga. Og selv dér kæmper jeg lige i øjeblikket med at tage mig tiden til det og være til stede. Men det hjælper at komme på måtten, synes jeg – også selvom jeg ikke er helt til stede, som jeg gerne ville. Mest af alt handler det nok om at være god ved sig selv og ikke blive skuffet, hvis man ikke er så god til at koble af, som man gerne ville.
      Og selv tak for søren – er glad for at høre, at du synes om at læse med! 🙂
      Klem

Leave a Comment