Hverdagsmomenter - GARDUM

Hverdagsmomenter

Et yderst vellykket surdejsforsøg!
Til lancering af Blanche i Stoy. 
Jeg sidder pt. mange timer ved skærmen om dagen. Med blog, kogebog og endnu et skriveprojekt bliver der tastet løs dagen lang, så jeg sætter pris på mine opkvikkende kaffe- og matchapauser.
Torsdag var jeg til event hos Stechers ved åen, som bød på vin, drinks og tapas. Jeg havde taget min veninde Sarah med, og vi sad ved det hyggeligste bord med to af mine favoritter; Nana og Anna samt Annas skønne kæreste. 
Weekenden stod på mig-tid derhjemme…
… Samt en tur i YO efterfulgt af en lang gåtur med Anna. 

Hej derude!

Så er jeg tilbage på pinden efter verdens skønneste uge og weekend. Ugen bød udover lange dage foran skærmen på kvalitid med yndlingsmennesker (bl.a. min bror og svigerinde, som venter barn til sommer – jeg er helt oppe at køre over det!) og en weekend i helt lavt gear.

Lørdag fik jeg gået en laaaang tur med min bedste ven, som endelig er kommet tilbage til overfladen efter en lang eksamensperiode. Derudover brugte jeg tiden på køkkenseksperimenter, at få læst hele Papmachereglen og så en masse netflix-nørderi med stort set alle dokumentarer, der findes om det britiske kongehus og Lady Diana (jeg elsker historiske dokumentarer – hvis I har anbefalinger, må I endelig fyre dem afsted i kommentarfeltet). Søndag startede med min første time tilbage på måtten i yndlings YO (hvor er der pænt i det nye studio!) i to en halv måned (og min skulder virker til at have det fint med det!), kaffe og gåtur med Anna og så hjem til flere køkkeneksperimenter.

Som I måske kan huske, eksperimenterer jeg lige nu med surdej, og her til morgen ramte jeg plet med de mest fantastiske ølandshvede/spelt-boller. Jeg har aldrig rigtig knækket koden til at bage før (og især ikke til at bage brød) – faktisk er min mor og jeg overbevist om, at der hænger en brødforbandelse over os! Men her til morgen blev den brudt med bollerne, I kan se øverst i indlægget. Jeg tror aldrig, jeg har været så stolt over et køkkeneksperiment, som jeg jeg er over bollerne her. Haps altså! (om jeg har spist tre boller med smør til morgenmad? muligvis).

Jeg er endnu ikke nået dertil, hvor jeg skriver opskrifterne på mit brød ned – for det der med at bage handler mere om fornemmelsen for dejen end mængderne af mel (det kan virkelig afhænge meget af meltypen og brandet ligeså!). Men jeg pønser lidt på, at der skal et par brødopskrifter i næste kogebog, når jeg når så langt 😉

Nu vil jeg komme igang med dagens skriveri, og så vil jeg løbe en tur over middag. Jeg har besluttet mig for at komme igang med løb igen, og har netop investeret i et lækkert thermo-sæt, så jeg kan komme igang med det samme trods vind og vejr.

Mon nogen af jer løber eller er klar på at begynde “sammen”? Det kunne være noget med en månedlig update herinde, hvor vi kan tjekke ind med hinanden. Jeg starter på totalt ground zero (konditionstræning har altid været min nemesis), og planlægger at bruge appen Couch 2 5K igen – den hjalp mig nemlig godt igang i foråret. Så giv endelig lyd, hvis sådan en lille løbe-føljeton kunne være noget! Hvis vi er mange, kunne vi også lave et hold til et kvindeløb eller DHL i Aarhus i sommeren eller sådan noget – det ville jo være mega sjovt!

Nå – nok overspringshandling for i dag. Vi blogges i morgen.

Klem,
M

Share this

Pin

By Mia

Næring og nærvær.

12 Comments

  1. Line Nygaard

    Jeg er frisk på en virtuel ‘løbeklub’!! Brugte også C25K i sommer, men gik så død i det i efteråret. Men i denne uge har jeg tænkt mig at starte forfra med den igen 🙂

    • Mia

      Fedt at du er klar, Line! Og cool at vi starter samme uge, så kan vi rigtig følges ad! 😀

  2. Silja

    Hvor har du købt dit thermo sæt og kan du anbefale det efter din første tur? og tillykke med din bror!

    • Mia

      Jeg fandt et virkelig godt tilbud online hos Sport24 – fik en thermo windbreaker og thermo løbetights (begge fra Asics) for ca. 400 bobs (jakken koster normalt 700 kr og tightsne 650!). Det er denne jakke https://www.sport24.dk/newline-thermal-jacket-dame.html?c=498040 og disse tights https://www.sport24.dk/newline-thermal-tights-herre.html?c=498046 . Begge dele er små i størrelsen – jeg måtte bytte det første sæt, jeg købte, fordi det var for kort (og jeg er ikke særlig langlemmet) 🙂 Har str. medium nu, og det er fint, omend tightsne er liiige til den stramme side om hofterne (tænker at det hjælper, når jeg kommer i form igen, og bukserne også har givet sig lidt) og faktisk stadig også liiidt korte, men det går.

  3. katrine

    dejlig idé med et virtuelt løbehold. jeg er netop startet igen efter et halvt års pause pga. stress. Havde så min første løbetur i torsdags på 2km og jeg var døden nær, ha ha. men det var så dejligt at kunne løbe igen.
    kh katrine

    • Mia

      2 km er imponerende for mig haha 😀 Jeg ville ikke kunne løbe 2 km lige nu! Og fedt at du er med på ideen!

  4. Dine boller ser vildt lækre ud! Jeg har også døjet med en brødforbandelse, men måske det er tid til at prøve igen?
    Og god ide med virtuel løbeklub – jeg er dog ikke helt med på den endnu, måske når det bliver varmere 🙂

    • Mia

      Prøv igen! Det hele ændrede sig for mig, da jeg begyndte at bage med surdej 🙂
      Jeg var ude i dag, og det var faktisk slet ikke koldt! Håber dog, at vi slipper på en sen vinter med sne i februar, for dér ved jeg heller ikke, om jeg kan slæbe mig afsted 😛

  5. Nicoline

    Fulgte med på din brødopdatering i morges, og det så SÅ godt ud! Jeg hepper på din surdej, hehe 😉
    Skønt med din løbeturs-succes. For mig er løbeture virkelig en form for afkobling, så jeg måler nærmest aldrig tid eller distance, men jeg vil hellere end gerne udveksle oplevelser/erfaringer 😉

    • Mia

      Tak for opbakningen, er sikker på at surdejen sætter pris på det! 😀 jeg skal have givet den et navn tror jeg! 😛
      og hvor lyder det rart bare at løbe for at løbe – ikke for at opnå en distance, hastighed eller tid! Håber jeg får det sådan på et tidspunkt 🙂

  6. Emilie

    Hej smukke dig. Jeg bor selv i en etværelses/halvanden værelses lejlighed i Århus, og har en lille forespørgsel til dig! 🙂 Vil du ikke skrive et indlæg om hvordan du holder det så ryddeligt i din etværelses? Eller nogle gode opbevaringstips til små lejligheder? Det virker nemlig som om det er noget du er god til 😀

    • Mia

      Hej Emilie,
      Uha, jeg har ikke rigtig nogen tips – for grunden til, at jeg kan holde det forholdsvis rydeligt, er simpelthen bare, at jeg ikke har særlig mange ting (og så har jeg et kælderrum, som jeg også bruger en del). Har du lyttet til mit podcast hverdagsminimalisme? Det første afsnit og afsnittet om ting kan måske være brugbart for dig 🙂 For mig har det handlet om at skære ned på mine egendele i stedet for at finde smarte opbevaringsløsninger – min erfaring er nemlig, at lige meget hvor fancy opbevaring man har, så vil det altid virke rodet, når man har mange ting. Men det er self bare en personlig præference 🙂 Held og lykke med det!

Leave a Comment