Hverdagsmomenter - GARDUM

Hverdagsmomenter

Pæn skjortedetalje. 
Linnea og Monja holdt fastelavnsfest i forrig uge – og Pernille og jeg klædte os ud som hhv. Vincent og Mia fra Pulp Fiction. Komplet med tyggegummicigaretter!
Jeg har brugt mange timer og post-its ved spisebordet de sidste par uger.
Jesus og dåseøl på Godsbanen. 
Tilbragte weekenden i sommerhus med mine forældre – lørdag tog vi på udflugt til Sletterhage Fyr i vintersolen. 
…Og drak kaffe og spiste kage på stranden. 
Søndag bagte jeg mit livs bedste kanelsnurrer – opskriften var en løs fuldkornsfortolkning af Meyers klassiske snurrer. 

Hej venner!

Beklager stilheden herinde. Jeg har som sagt haft travlt ude i den virkelige verden, og i den slags perioder bliver den virtuelle verden en smule nedprioriteret. Men jeg er så småt ved at være ovre den værste travlhed, og er forhåbentlig tilbage herinde på lidt mere fast basis igen.

Jeg håber, I har haft et par dejlige uger? Det har jeg, selvom meget af dem blev brugt alene herhjemme med arbejde. Jeg fik nemlig fyldt kalenderen med tilpas med sociale ting, som jeg kunne se frem til. Det fungerede virkelig fint. Især sidste uge var god med både fødselsdag for en veninde, kaffe med Nana samt en sommerhustur. Og en fredagsbar hos skønne Roon & Rahn i deres værksted på Godsbanen. Den stod på dåseøl, dart og (rigtig meget) karaoke, og den slags er ikke at kimse af! Min stemme er stadig træt efter mange timers sang (min favorit var klart Abbas Dancing Queen!), men det var det hele værd!

I dag står på skærmtid, og så skal jeg i teateret i aften med min veninde. I morgen har Nana og jeg revet ud af kalenderen for at tage på roadtrip til vestkysten – hun bliver jo mor lige om lidt, så det er dejligt at udnytte muligheden for at kunne gøre den slags, inden hun får travlt med bæbs. Turen går stik vest mod Hvide Sande området, så hvis I har nogle tips (især til gode genbrugsbutikker), må I gerne smide en kommentar! Glæder mig til at se lidt vild natur og blive blæst igennem i klitterne – og ikke mindst til god kvalitid med Nana. Vores roadtrip på Bornholm i efteråret er et af mine favoritminder fra 2017, så det bliver sjovt med endnu en lille tur i morgen.

Jeg håber, I får en dejlig uge!

Klem, M

Share this

Pin

By Mia

Næring og nærvær.

Leave a Comment