Intuitiv spisning og min kost-historie - GARDUM

Intuitiv spisning og min kost-historie

Det er ved at være lidt tid siden, at jeg har skrevet et indlæg omkring min kost. Tidligere har det fyldt meget herinde, men siden nytår har jeg taget lidt tid til at evaluere mine vaner og finde ind i en rutine, som gav mening for mig – og derfor har jeg holdt lidt igen med at dele så meget. Men nu syntes jeg alligevel, at det var tid til at give jer et lille indblik i de justeringer, som jeg har foretaget. Kost og sundhed betyder nemlig meget for mig, og det er klart et emne, som jeg gerne vil skrive om herinde igen.

Jeg vil i øvrigt lige nævne allerede her i starten, at dette indlæg ikke er ment til at starte en diskussion – og jeg har ikke tænkt mig at bruge tid på at argumentere for mine valg i kommentarfeltet. Bare lige så det er på det rene 🙂

Jeg har altid været typen, som er meget dedikeret og går op i ting, som betyder noget for mig. Det er både en kvalitet, som jeg holder af, men nogle gange kan det også være en smule upraktisk at være meget idealistisk anlagt forstået på den måde, at jeg tidligere har haft meget svært ved at rumme nuancer og finde de gyldne middelveje.

Jeg havde derfor rigtig svært ved at følge min intuition, da den i vinters begyndte at fortælle mig, at jeg skulle løsne lidt op omkring mine madvaner. Selvom jeg aldrig har abonneret 100% på en bestemt kostretning (jeg er nemlig også typen, som kan have det svært med permanente beslutninger og commitment), har jeg alligevel haft en del identitet (og ego) forbundet med mine madvalg (og puha, det er altså farligt!).

Så da min krop (og egentlig også mine smagsløg) pludselig begyndte at efterspørge mere varieret mad, var det rigtig svært for mig. Jeg dømte mig selv helt vildt, og mest af alt var jeg hamrende bange for, hvad mine omgivelser ville tænke om mig (hvilket egentlig er ret selvoptaget tænkt – for ofte har folk så travlt med sig selv, at vi ikke rigtig har energi til at gå op i andres liv).

Alt i alt, blev det ret tydeligt, at jeg havde fået opbygget et lidt for kontrolleret forhold til mad. Jeg vil ikke kalde det for ortoreksi, for så slemt var det slet ikke, men der var helt klart nogle overbevisninger og noget kontrol, som jeg havde meget svært ved at give slip på.

Så jeg har kæmpet lidt med mig selv, og det har især handlet om at give lidt slip på kontrollen og mere go with the flow og lytte til min intuition. Igennem foråret og her i løbet af sommeren har jeg generelt foretaget en del “justeringer” i mit liv – især i konteksten af at kunne give mere slip – og min kost var helt klart en af de større af slagsen, som har krævet en del energi, lange samtaler og også lidt tårer.

I dag har jeg dog fundet en balance, som virkelig giver mening for mig. Jeg har inkorporeret mere animalsk protein i min kost, og indtil videre har det fungeret vildt godt. Ikke mindst for min krop. Hoveddelen af alle mine måltider er stadig dét, jeg kalder Plantemad, men der er også plads til æg, fisk og kylling på min tallerken, hvis jeg en dag kan mærke, at min krop har brug for det. Det vigtigste for mig i dag er, at min mad er af rene og gode råvarer – whole foods – og at det er lavet med masser af glæde. Og altså ikke længere, at det nødvendigvis skal være så plantebaseret som muligt.

Mest af alt har hele denne udvikling handlet om at blive (endnu) bedre til at lytte til min krop og om at nå til en balance. Da jeg i sin tid startede med stort set kun at spise plantebaseret, var det et valg, jeg tog, fordi jeg lyttede til min krop på tidspunktet. Jeg blev sund de første år, og kunne virkelig mærke en positiv forskel på mit energiniveau og mit immunforsvar. Det gik for alvor op for mig, hvor stor en indvirkning vores kost har på vores krop. Hele den nye verden af plantebaseret mad fik mig ekstra meget i køkkenet og fik mig til at lave alt fra bunden og forholde mig kritisk til, hvad jeg puttede i min krop. Det var for fedt og ultra læringsrigt.

Ofte skal man igennem nogle “yderligheder” for at finde dén balance, som virker for en. Jeg tror ikke, jeg var nået til den balance, hvis ikke det havde været for mine mange timer i køkkenet med plantebaserede eksperimenter og den store research, som jeg har lavet omkring fødevareindustrien og ernæring generelt.

Det plantebaserede køkken fik mig endda til at dykke mere ned i holistisk heling, bæredygtighed, yoga og minimalisme. Alt i alt var det med til at åbne mine øjne for en masse, jeg før var blind overfor. Det var lige, hvad jeg havde brug for på det tidspunkt, og det hjalp mig med at finde ind til min passion for netop disse ting, som i dag fylder en kæmpestor del af mit liv og egentlig også min karriere set i et større perspektiv.

Jeg elsker stadig plantebaseret mad – mine livretter er i øjeblikket min chili sin carne og den bagte pastaret med blomkåls “oste”-sauce fra min kogebog. Plantemad er stadig næsten altid det første, der falder mig ind, når jeg tænker på madplanen inden indkøb. Forskellen er bare, at jeg har gjort mere plads til andre indskydelser, alt efter, hvad min krop fortæller mig, at den har brug for. Og så er det blevet virkelig meget lettere at spise ude og sammen med andre.

Alt i alt er det en ret fantastisk følelse, og jeg har fået en helt fornyet lyst til madlavning som resultat. Jeg har blandt andet eksperimentet med at grille en hel øko-kylling, så der er mad til flere personer i flere dage, og derefter at lave næringsrig bone broth af skroget. Og så har jeg ugen efter eksperimenteret med en 100 % plantebaseret lasagne helt uden køderstatning og soya, og den er altså også rimelig vild. Linseopskriften, jeg delte forleden, er også en kæmpe favorit lige nu, som jeg spiser flere gange om ugen – gerne toppet med en god øko-feta.

Det føles så lækkert at have plads til det hele og spise intuitivt på denne måde. For det er nok, hvad jeg vil kalde det for: intuitiv spisning. Og jeg tror, det er vejen frem. Om så ens intuition fortæller en, at man skal spise efter en kostretning/filosofi eller om den siger, at man skal give slip. Om den fortæller os, at alt er, som det skal være, eller om den fortæller os, at vores krop har brug for noget andet. Så længe vi bliver bedre til at lytte, er jeg også ret sikker på, at vi vil få det endnu bedre i vores kroppe.

For mig at se, skal der være plads til det hele, så længe vi er mindfull omkring vores forbrug og vores sundhed. Det er ihvertfald dét, som giver mening for mig her-og-nu, og jeg er helt vildt glad for at have fundet min madglæde igen ved at lytte til min intuition.

Så det er altså sådan, det står til herhjemme i det lille køkken. De fleste af jer havde nok godt opdaget ændringerne, for jeg har nævnt det et par gange herinde og delt billeder på Insta, men jeg ville alligevel skrive et indlæg. Også for at fortælle, at opskrifterne herinde fremover bliver mere varierede i råvarerne – selvom jeg nu også er sikker på, at der kommer masser af skønt plantemad herind også. Som sagt elsker jeg stadig plantebaseret mad, og det er virkelig et spændende køkken at eksperimentere i, men der skal også være plads til alt den anden gode mad, som jeg går og udvikler opskrifter på.

Som sagt er jeg ikke ude på at starte en debat med indlægget her – jeg har brugt over et halvt år på at nå til en balance, der giver mig glæde lige nu, så jeg er ikke interesseret i at begynde på en diskussion eller at skulle argumentere for det ene eller det andet 🙂

Til gengæld vil jeg virkelig gerne høres om jeres egne kosthistorier, og om hvordan I har/om I har fundet balance med jeres kost? Del endelig i kommentarfeltet!

 

Share this

Pin

By Mia

24-årig internet-nørd, ord-nørd og mad-nørd.

32 Comments

  1. Karla

    Det er så fint et indlæg! I al den tid jeg har læst din blog, så har det at spise plantebaseret altid været et af de største kendetegn ved dig. – og så er det bare så fedt, at det ikke holder dig tilbage, når du nu kan mærke at din krop trænger til noget andet. Altså forstået på den måde, at du giver dig selv lov til at vokse, i stedet for at forblive det du ligesom er kendt for. 🙂

    Jeg er lidt nysgerrig på, hvor stor en del Thomas har været af din udvikling og om han har haft en indflydelse på det. Du har selv nævnt tidligere, at du har haft det på ham ift. F.eks. Med at putte komælk i kaffen. Jeg kunne forestille mig at han hvert fald har været en støtte i hele din udvikling.

    • Mia

      Det er også to et halvt år ud af bloggens tre et halvt år, at det har været “my thing”. Selvom jeg nu altid har været ret åben om, at jeg ikke spiste 100 % plantebaseret og f.eks. stadig spiste fisk fra tid til anden imens 🙂 Det skrev jeg også om i min kogebog, og det er jeg rigtig glad for.
      hmm – faktisk har Thomas ikke været så stor en del af udviklingen udover at være god til at lytte på mig, når jeg har skulle “tale mig igennem” alle mine tanker. Den største udvikling er sket i maj/juni/juli, og der har han faktisk været bosat i KBH det meste af tiden. Det har meget været en indre udvikling for mig, for det handlede i høj grad om selvaccept.
      Ps. foretrækker stadig havremælk i min kaffe og det synes thomas også om, haha 😀 lige præcist mælk i andre afskygninger end lidt feta eller god ost, tror jeg ikke, jeg vender tilbage til lige foreløbig. Tror måske, min mave har udviklet en lille intollerance, så jeg holder det på et minimum 🙂

  2. Ida

    Hvor dejligt, at du har fundet en balance, som fungerer for dig! Det er jo det allervigtigste 😀 Min intuition siger mest, at jeg skal spise chokolade haha.

    • Mia

      Ahhhhhh jeg elsker den her kommentar <3 har pt. også to plader chokolade liggende i køleskabet, så I feel ya, sister!

  3. t

    med en fortid med anoreksi, bulimi og overspisninger, så ved jeg, hvor svært det er at spise intuitivt.
    Fortiden bakser jeg med noget bulimi-halløj, det er dog i bedring. jeg lever et helt normalt liv udenfor på facaden. Det er gode tegn, så styrer mine uheldige vaner ikke hele mit liv. Derudover er jeg heldigvis meget åben om det hele, så mine nære følger med på sidelinjen.

    Jeg ved udmærket godt, at du hverken har været syg (som du selv skriver) eller er fagperson; men det ville være UTROLIG fedt, hvis du ville dele ud af nogle konkrete, håndgribelige og overskuelig tips til at spise mere intuitivt. Det lyder nemlig som noget, jeg i DEN GRAD har brug for at lære…
    Tak for en velovervejet og velformuleret blog. Det er skønt, at du giver dig tid til at skrive lange, gennemtænkte indlæg. Det er der ikke mange som gør længere.. <3

    • Mia

      Hej T,
      Tak for din kommentar! Håber, at du finder fred med maden snart. Jeg vil rigtig gerne dele ud af nogen tips i et indlæg på et tidspunkt! Jeg er selv ved at fin-tune mine værktøjer og lære at mærke helt efter, men så snart jeg har en lille håndfuld konkrete tips, lover jeg at skrive et indlæg om det.
      Og selv tak – det varmer virkelig, at høre! <3

      • Ida

        Jeg glæder mig til at læse dine værktøjer til intuitiv spisning, da det også er noget jeg selv arbejder med. Det er svært når mad, kalorier og træning har fyldt for meget og man har glemt at lytte til sin krop. 🙁

        • Mia

          Jeg skal nok dele endnu flere ideer, når jeg selv er længere i processen! Så kan vi hjælpe hinanden 🙂

    • Mia

      Med fare for overhovedet at skulle dømme, hvordan andre kommer sig over en spiseforstyrrelse (der findes utallige metoder!), vil jeg som tidligere bulimiker gerne selv komme med et råd. Alle de gange, jeg mens jeg var syg, forsøgte at spise intuitivt gav det fuldstændig bagslag. For det første var jeg ude af stand til at vide, hvornår man egentlig er sulten efter at have haft så fucked spisemønstre i flere år og kastet så meget mad op. For det andet satte det unødvendigt meget fokus på mad – hele tiden at tænke over, om jeg var sulten, hvad jeg i så fald mest havde lyst til, hvornår jeg skulle stoppe etc og jeg kunne bare slet ikke høre min krops signaler. I stedet benyttede jeg mig af det, man kalder mekanisk spisning for at komme over en spiseforstyrrelse. Jeg spiste 4 gange om dagen (morgenmad, frokost, eftermiddagsmad, aftensmad), ofte det samme til hvert måltid og uden at tælle kalorier men bevidst om at det skulle være store måltider, så jeg i hvert fald ramte 2000. Efter en periode med dette (hvor jeg ikke tog på, hvilket heller ikke var meningen, men bare for at berolige dig, da jeg ved, at det er noget af det, man bekymrer sig for, når man begynder at spise normalt), var mit stofskifte igen oppe at køre, mine sulthormoner stabiliseret – min krop stolede på mig igen, og derfor kunne jeg begynde at spise mere intuitivt og lytte mere til den.
      Min pointe er, at man ikke kan lytte til ens kropssignaler, før ens krop fungerer og stoler på en, og derfor kan intuitiv spisning sjældent fungere som en vej ud af en spiseforstyrrelse, men mere som et endeligt mål.
      Håber, at du kunne bruge mit svar til noget og held og lykke med at bekæmpe den. Der venter et endnu skønnere liv på den anden side <3

  4. Jeg er så imponeret over, hvor god du er til at lytte til din krop. Jeg forsøger virkelig, og har da derigennem fundet ud af, at jeg har det bedre med mig selv når jeg eksempelvis spiser mindre kød, men derudover må jeg indrømme, at jeg ikke tænker nær så meget over det, som jeg gerne ville.

  5. Mette

    Hvor er jeg bare glad for det her indlæg Mia!
    Jeg har læst med på bloggen i knap 3 år, og har altid fundet virkelig meget inspiration – specielt fra dine “essays”. Men det sidste års tid kunne jeg mærke, at jeg følte et vis pres jeg skulle leve op til ved at læse med på bloggen. Jeg følte ikke rigtig længere at jeg kunne følge med, da jeg slet ikke havde lige så nemt ved at droppe animalske produkter det meste af tiden, som det virkede til at du havde – også selvom jeg kunne mærke på min krop at den fik det bedre af det! Jeg ved selvfølgelig godt at du ikke deler alt på bloggen, men det er nu alligevel forfriskende at høre fra dig at du har løsnet lidt op. Jeg har altid spist efter min intuition, så det her giver så meget mening 👏
    Jeg håber virkelig at du vil åbne mere op for din holistiske udvikling. For nogle måneder siden oplevede jeg, i en drøm, dét jeg vil kalde et tegn fra universet om hvilken vej jeg skal gå. Men jeg er ikke den bedste til at læse lange tekster på engelsk, så jeg har haft lidt svært ved at informationssøge (udover bøger på biblioteket). Det kunne være enormt lærerigt at høre hvilken udvikling du skal igennem (hvis det giver mening), og kunne måske inspirere andre 🙂

    • Mia

      Tak for din ærlige kommentar, Mette! Jeg er helt oprigtigt ked af det, hvis bloggen tidligere har opsat idealer på den måde – det har aldrig været min hensigt at få folk til at gøre andet end at forholde sig kritisk og mærke efter. Men jeg har nogle gange tendens til at blive lidt idealistisk, og af den grund har jeg faktisk også været tilbage i arkiverne og slette et par få indlæg – simpelthen fordi, jeg ikke kunne lide den vibe, de udsendte længere 🙂
      Og hvor spændende med din drøm! Kender godt det der med, at det kan være meget uoverskueligt at informationssøge på emnet. Jeg vil rigtig gerne dele mere, men tror lige jeg skal varme mig selv og bloggen op til det. Synes det er ret grænseoverskridende at begynde at lave alt for “woo-woo” indhold herinde, fordi der nok også er mange, som vil synes at jeg er komplet skør 😛 Men det ligger mit hjerte nært, og der vil komme mere om det!

      • Mette

        Hej igen Mia!
        Beklager hvis jeg fik det formuleret som om det er dig, der opsatte idealer som jeg følte at jeg skulle følge – jeg kan se at det var en lidt kringlet måde jeg fik det formuleret på.
        Jeg mente derimod at jeg har set rigtig meget op til dig, fordi jeg virkelig beundrer, og kan relatere til, den form for sundhed du præsenterer herinde. Det var altså fordi jeg selv ønskede at leve op til det at jeg følte et pres – giver det mening? Altså at jeg nærmest var misundelig over din beslutsomhed og rygrad, som jeg ikke besad der, og derfor ikke følte at jeg kunne følge med 😂

        Jeg forstår bestemt godt at du vil træde varsomt med de emner, da det sagtens ville kunne komme til at fremstå som om det pludselig er en fiks idé du har fået. Men jeg glæder mig til de indlæg, og til at dele ud af mine egne erfaringer om emnet i kommentarfeltet!
        Jeg tror virkelig det kunne være fedt og gavnligt at skabe en form dialog om emnet! 😊

        • Mia

          Hej Mette,
          Okay – det giver god mening! Tak for at uddybe, så har jeg det straks bedre 😛
          Ja, lige præcis. Den slags emner skal lige tages på den rigtige måde 🙂 God weekend til dig!

  6. Kirstine

    Jeg synes det kunne være så inspirerende, hvis du kunne have lyst til at dele dine uge-madplaner! Også håber jeg du deler opskriften på din veggie-lasagne og også gerne på den der bone-broth, og hvordan du har anvendt den! Tak for evig inspiration!!

    • Mia

      Hej Kirstine!
      Jeg har sjældent ugentlige madplaner selv (det er mest, når jeg er sammen med min kæreste, at vi planlægger), men det kunne faktisk være et meget sjovt forsøg og godt indhold herind til! Dén ide skal jeg nok huske på! Og jeg skal nok notere og fotografere næste gang, den står på lasagne 🙂 Bone brothen skal jeg lige have finpudset mht. smag, men så skal jeg nok dele 🙂 Og selv tak for søren!

  7. Cora

    Jeg er selv lige startet på at spise plantebaseret (plant based, whole foods diet) og det er vidunderligt hvor hurtigt jeg har mærket en bedring i min krop. Intuitiv spisning er så vigtigt og noget jeg gerne vil give videre til min datter.
    Jeg stiftede for et par måneder siden bekendtskab med podcasten “detox din hjerne” hvis fokus er på ernæring og intuitiv spisning. Man bliver klogere på de mekanismer og mønstre vi har i forhold til mad. Bare en lille anbefaling herfra hvis du ikke allerede har stødt på den 🙂
    Til slut vil jeg sige tak for din fine blog og podcast, samt at introducere mig til “the minimalists”.

    • Mia

      Hvor skønt, at du kan mærke det på din krop! Mit helbred forbedrede sig også lynhurtigt, da jeg begyndte at spise plantebaseret 🙂 Og tak for anbefalingen – jeg giver det et lyt 😀

  8. Cecilie

    Jeg vil starte med at sige tusind tak for et dejligt og ærligt indlæg. Personligt har jeg altid haft det meget svært ved at spise intuitivt, da jeg i stedet for at lytte til min krop, altid har jeg tænkt på hvad jeg burde spise. Dette har og er stadig et kæmpe pres at leve op til. Derfor ville jeg bare sige tak for at du tager dette emne op og er så ærlig omkring dine oplevelser. Det er virkelig inspirerende at følge <3

    • Mia

      Selv tak Cecilie! Jeg kender godt tankerne om, hvad man burde spise. Jeg synes selv det hjælper at spørge mig selv, om jeg handler ud fra kærlighed (til mig selv og min krop) eller ud fra frygt (for andres holdning, om jeg vil blive tyk osv osv) – når jeg er bevidst om det, bliver det meget lettere at spise intuitivt 🙂 Hav en skøn weekend <3

  9. Nicoline

    Åh Mia, jeg er så glad for, at du skrev dette indlæg. Jeg har for nylig været nødt til at lægge min kost om, fordi min krop ikke fungerede optimalt. Det er svært, for man (jeg) følte jo, at man (jeg) forsøgte at spise “sundt” inden. Når jeg så skal til at lytte til kroppen på en helt anden måde, samtidig med at jeg får mange modstridende råd – ja så kan det være en jungle 😅 Jeg har været så glad for at opleve, at du på sin vis gik igennem det samme som mig og en gang imellem gav udtryk for, at du øver dig på at spise intuitivt – stor inspiration!
    Lidt grænseoverskridende at skrive, men det er vigtigt for mig at fortælle dig, at dine ord ræsonnerer hos mig.
    God weekend ❤️

    • Mia

      Ja, der er mange modstridende råd derude. Man kan virkelig finde argumenter for og imod alle kostretninger/råd! Så det er med at tune ind med sig selv og mærke efter, hvad ens egen krop har brug for. Det har jeg ihvertfald virkelig indset de seneste par måneder.
      Håber du finder en god balance der giver mening for DIN krop. Og tak for altid at være så støttende i kommentarfeltet – det er altid så hyggeligt at få kommentarer fra dig :* God weekend <3

  10. Du er en evig inspirationskilde mht. kost og ernæring. Siden årsskiftet har jeg forsøgt at skære helt ned på kød og det har i og for sig virket, grundet din blog og din tilgang til det hele. Jeg spiser dog stadig fisk, men jeg holder mig fra andre kødarter. Jeg har det også rigtig godt i mit indre system og er overbevist om, det er kosten, der spiller ind. Med din kogebog er det også blevet meget nemmere at spise mere plantebaseret.

    Egentlig har jeg altid gerne ville blive vegetar eller i hvert fald ville tænke mere over, hvad jeg spiser. Jeg foretog så beslutningen på baggrund af, at at flere undersøgelser viser, at der er sammenhæng mellem flere skrækkelige sygdomme og indtagelsen af kød og så mht. hvordan kødproduktionen påvirker miljøet. det er naturligvis ikke sort/hvidt, men i det mindste har jeg taget et valg og selv den mindste forskel gør jo altså en forskel. Det er så sindssygt vigtigt, at vi bliver mere kritiske overfor, hvad vi propper i munden og hvordan vi behandler vores kroppe.

    Det, jeg prøver at sige, er, at din person og din blog har givet mig det spark i røven, jeg trængte til og det er jeg dig evigt taknemmelig for, selvom jeg aldrig har mødt dig. Du inspirerer flere end du tror 🙂

    • Mia

      Åhhhhh, altså! Er så overvældet over kommentarer som den her og alle de andre! Jeg var ærlig talt SÅ nervøs for at udgive indlægget her og for folks reaktioner, så jeg sætter virker pris på, at du har taget dig tid til at skrive så dejlig en kommentar. Og ja, kunne ikke være mere enig i, at det handler om at være kritisk – og så finde den balance, der giver mening i ens eget liv. TAK igen for en dejlig kommentar, Marlene <3

  11. Natasja

    Hej Mia! Tak fordi du deler dine tanker og følelser om emnet. Jeg må sige at jeg føler mig meget lettet over at høre at jeg ikke er den eneste der har bakset med tanker og følser af at ens smagsløg efterspørger noget det plantebaserede køkken bare ikke altid kan levere. Tak fordi du minder mig om at det er restriksivt og kontrollerende ikke at drysse feta på min salat, hvis det er det min krop har lyst til. Lige som dig foretrækker jeg også en hel del plantebasserede måltider og alternativer, men den gyldne mellemvej for mig er som for dig at forsøge at gøre plads til lidt af det hele. Det er egentlig en tanke jeg har gået med i et stykke tid, men jeg har ikke turde gøre alvor af den. Jeg har i stedet forsøgt at planlægge hvornår i fremtiden jeg kan leve 100% plantebaseret – jeg kan nemlig som dig også være dårlig til at rumme nuancer, ikke at dedikere mig fuldstændig – jeg vil vel gerne være “korrek”, og derfor er jeg heller ikke kommet videre i mine planer om at leve uden animalske produkter. En plan jeg nu tænker der skal skrottes.I stedet skal jeg omfavne at jeg egentlig allerede lever som jeg føler jeg bør. Jeg drikker plantemælk, men spiser af og til god ost. Jeg har sjældent lyst til at købe kød i supermarkedet, men spiser gerne kød når jeg spiser ude fordi det er lækkert tilberedt.

    Tak fordi du tør lytte til dig selv og dele dit outcome af dét – du er en evig inspiration og jeg tror du lige har ført mig endnu tætte på endelig at kunne føle mig tilfreds i mine valg af fødevarer.

    Sorry for the rant og mine manglende kommaer 🙂

    • Mia

      Hej Natasja,
      Tak for din kommentar! jeg kan virkelig se mig selv, i det du skriver. Det lyder til, at du allerede har fundet balancen, men bare skal blive bedre til at omfavne den 🙂 og selv tak, altså! Jeg er bare så glad og lettet over reaktionen herinde!

  12. HS

    ELSKER ELSKER simpelthen at du er så god til at lytte til dig selv og din krop, i stedet for at være styret af en eller anden “trend”! Man kan virkelig mærke hvordan du har har overvejet og mærket efter, hvad der er bedst for lige netop dig og det er virkelig inspirerende!

  13. Ida

    Hej Mia,
    Jeg synes dit indlæg her er så fint. Jeg er selv vegetar, og går hele tiden med overvejelser om at blive veganer. Jeg er nået frem til at det, for mig, nok i bund og grund er et forsøg på at kontrollere et eller andet i denne ukontrollerbare verden. Jeg har selv (som så mange andre) mange følelser, når det kommer til mad. Jeg blev tidligere meget ked af det, når min mad blev “inficeret” med kød (eller alkohol), men har de sidste 5 år arbejdet med at være lidt mere large med det.
    Nøj hvor kunne jeg skrive meget om det her! Om skyldfølelse, lyster, social eksklusion og meget mere! Men jeg vil bare sige; Godt gået! Mere intuition og bevidsthed, mindre kontrol og dårlig samvittighed!
    Vh Ida.

    • Mia

      Jeg er glad for at du synes om indlægget! Var så nervøs for at udgive det, så jeg sætter pris på at du har taget dig tiden til at kommentere!

Leave a Comment