Linsegryde: one-pot og med masser af grøntsager (vegansk)

Vegansk one-pot linsegryde med masser af grøntsager

Der er bare noget over den der slags opskrifter, som næsten intet kræver, men som smager af en masse. Det er den slags opskrifter, som jeg igen og igen vender tilbage til og som jeg også ved, at I er glade for. Denne one-pot linsegryde er en af den slags opskrifter. Den består af minimale steps (snit grøntsager, bland det hele i gryde (det skal ikke engang svitses!), lad retten simre i 40 minutter og server), og den resulterer i minimal opvask. Så bliver det altså ikke mere perfekt til hverdag, vel?

Oveni dét, smager denne linsegryde helt fantastisk. Faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at den har overtaget førstepladsen som min livret fra min chili sin carne, som jeg også ved er mange af jeres favorit fra kogebogen. Linsegryden er fyldig og en ægte comfort-food, som bedst nydes i en skål med ske. Sådan som mad aller helst skal være, hvis I spørger mig!

Nu skal I ikke blive bange for den forholdsvis lange ingrediensliste – den er blot vejledende. Ideen med gryden her er nemlig, at man kan putte de grøntsager i, som man har lyst til eller har liggende i køleskabet. Denne linsegryde er altså eminent til at få brugt en masse grøntrester på!

Gulerødder, løg, tomater (som endda kan erstattes af en halv dåse flåede tomater), spinat (alternativt grønkål) og citronsaft til topping (det gør virkelig hele forskellen!) vil jeg anbefale at bruge, men resten kan snildt erstattes – det gælder også krydderierne. Jeg lavede den en dag med muskatnød og spidskommen, og det var også skønt. Så skift ud og freestyle alt det, I vil!

One-pot linsegryde
til 2 personer

Til linsegryden:
250 g. champignon, i skiver
2 løg, i tern
3 fed hvidløg, knust
4 kartofler, i tern
3 tomater, i tern
4 gulerødder, i tern
1 bundt persille, grofthakket
3 dl. grønne linser
1 liter grøntsagsbouillon
1/2 chili (eller efter smag), finthakket
1 spsk. olivenolie
1 tsk. oregano
1 tsk. timian
1 tsk. rosmarin
1/2 tsk. røget paprika
2 spsk. gærflager
2 spsk. soyasauce
Salt
Friskkværnet peber
200 g. spinat

Topping:
Citronsaft
Tahin
Chiliflager

I en stor gryde tilsættes alle ingredienserne til linsegryden med undtagelse af spinaten. Kog det hele op, skru ned til middel varme og lad linsegryden simre under låg i 40 minutter til linserne er møre. Husk at røre i gryden løbende. Når linserne er møre, tilsæt spinaten og der smages til med ekstra salt, peber og soyasauce.

Server linsegryden toppen med frisk citronsaft, chiliflager og en smule tahin.

Tip: Hvis du ønsker en endnu mere cremet linsegryde, kan du de sidste ti minutter tilsætte 1-2 spsk. hvedemel.  

Som altid må I vildt gerne dele et billede, hvis I laver opskriften. I er velkomne til at snappe mig på miagardum eller dele et billede på Instagram – bare husk at tagge mig på selve billedet, så både jeg og andre kan se det. Det er altid så skønt at se mine opskrifter komme til live ude i jeres køkkener!

Share this

Pin

By Mia

Næring og nærvær.

23 Comments

  1. Anna

    Kan man udelade gærflagerne eller evt erstatte dem med noget andet? 🙂

    • Mia

      Gærflagerne fungerer som smagsgivere – så de kan godt udelades, selvom jeg synes, det vil være en skam. Der er ikke rigtig noget, man kan erstatte dem med. De har en helt unik ostet umamismag, som ikke fås andetsteds. Men de kan som sagt gode udelades – så skal der bare skrues op for andre krydderier 🙂

  2. Anne Mette J

    Hej Mia 🙂

    Tak for en skøn opskrift , timingen er helt perfekt da jeg stod uden planer for aftensmaden i dag – så jeg kaster mig over denne herlighed. Jeg har et enkelt spørgsmål: Hvilken funktion har gærflagerne her i retten?

    Rigtig god dag til dig

    • Mia

      Hej Anne Mette! perfekt 😀 gærflagerne er smagsgiver på fod med krydderier/bouillon/soyasauce. De kan godt udelades, hvis man ikke har dem i skabet, men de giver virkelig rettet noget ekstra umami. De er min egen favorit smagsgiver, så jeg synes at alle bør have dem i køkkenskabet 😛 God dag!

  3. Juliee Crista

    mmm! Den skal jeg klart lave i denne uge. Hvor henne har du fundet den der marmorplade? 🙂

  4. Ida

    Hej Mia

    Jeg laver aldrig mad med linser, men har en pose røde linser fra sidst, jeg alligevel prøvede mig med det. Så dumt spørgsmål coming up: kan man bruge røde linser i stedet for grønne, eller gør det en stor forskel?
    Beklager min uvidenhed – linser har jeg bare aldrig kunne gøre mig klog på.

    • Mia

      Hej Ida,
      Røde linser koger ud til en grødet konsistens – derfor er de perfekte i f.eks. supper. Grønne linser koger ikke ud på den måde (det kan anes på billederne), og er derfor gode til sammenkogte retter som denne. Så jeg ville ikke selv bruge røde linser til linsegryden, ihvertfald ikke, hvis jeg vil have den rette konsistens. Men hvis du er klar på en mere grødet og dahl-agtig konsistens tror jeg godt, at de røde vil kunne bruges. Alternativt kan du bruge de røde linser i en dahl (Pagik har en mega simpel opskrift på sin blog) eller i min spicy græskarsuppe, som du kan finde opskriften på herinde 😀 Håber det hele giver mening 😛

      • Ida

        Det giver super god mening! Så må jeg lige overveje, hvad jeg gør.. Nu har jeg hvertfald nogle muligheder 😀 Tusind tak!

  5. Cecilia

    Den vil jeg prøve at lave snart 🙂 Har nogle grønne linser, som jeg aldrig har fået brugt.
    Hvor køber du gærflagerne henne? Kan se de findes til forskellige priser, men kan de købes i almindelige supermarkeder også?

    • Mia

      Jeg køber dem i min lokale helsekost. Jeg har den store bøtte fra Naturdrogeriet, og den holder længe 🙂 Nogle supermarkeder har gærflager – jeg har set dem i superbrugsen og menu under det tyske navn hefeflocken i helse-afdelingerne. Men det kommer meget an på den enkelte butiks sortiment, tror jeg 🙂 Hvis du vil være sikker, så smut forbi en helsekost – jeg tror langt de fleste har gærflager som fast sortiment.

  6. uh det ser lækkert ud! det skal helt sikkert på menuen i morgen. 😀 hvor mange personer er retten tiltænkt? og hvordan tror du det ville gå, hvis man smed en omgang kikærter i portionen også? jeg er inde i en fase, hvor jeg ikke kan få nok. 😉

    • Mia

      Som der står, er den til to personer 🙂 Og du kan sagtens smække kikærter i 😀 Tror næsten det meste kan smides i linsegryden 😛 😀

  7. Alexandra

    Det var et kæmpe hit! Tak for opskriften Mia :-)!

  8. Martha Behrens Andersen

    Kan man gemme resterne til madpakken næste dag?

  9. Heidi

    Har lige lavet denne ret – der er jo til meget mere end 2 personer ! Vi er 2 personer og spiste retten over 3 dage ? Enten spiser i rigtig meget hos jer eller spiser vi alt for lidt ? Haha . Oplevede det samme med din chili sin carne ? Hvordan kommer du frem til 2 personer ? Der skal jo mange grønsager i ?

    • Mia

      Det er min erfaring, at de fleste spiser mere, når det er vegansk – simpelthen fordi mæthedsfølelsen er en anden end med masser af animalsk protein 🙂 Herhjemme holder sådan en portion til to personer og evt en lille rest til frokost dagen efter. Men det er jo meget subjektivt! Vil have det i baghovedet fremover – tak for feedback 🙂

  10. jenina

    Kære Mia
    Jeg har brugt din opskrift på linsegryde i aften. Den er bare så skøn. Tusind tak

    • Mia

      Åh hvor dejligt at høre! Tror også snart jeg skal have den igen – den er jo perfekt til gråvejret! 😀

Leave a Comment