Mine 3 lette øvelser til mere nærvær i hverdagen

De sidste par uger har jeg arbejdet på at få udarbejdet nogle lette øvelser, som giver mig små breaks af nærvær i min hverdag. Jeg tror ikke jeg er den eneste, som nogle gange kan have tendens til at stresse og ikke holde små pauser men i stedet arbejde igennem flere timer i streg. Eller som “bedøver” sig selv med masser af scrolling på sociale medier, når jeg så endelig har fri. Kender I mon det?

Der er naturligvis intet galt i at arbejde igennem eller slukke lidt for hjernen fra tid til anden. Men ofte er det mere en dårlig vane, end det er et bevidst valg vi tager. Dårlige vaner som disse fører til, at jeg tidligere ofte har følt mig helt frakoblet fra mig selv, fra mine følelser og fra min omverden. Jeg flyder ligesom bare rundt fra det ene til det andet, uden rigtig at være tilstede. Nærværet forsvinder.

Derfor har jeg fundet på tre små lette øvelser, som kan hive mig tilbage i mig selv og som får mig til at føle mig mere tilstede. De kræver hverken særlig meget tid eller besvær, men til gengæld giver de virkelig meget i den anden ende; mere nærvær især.

Så hvis I ligesom mig tørster efter mere nærvær, kan jeg virkelig kun anbefale at prøve disse tre øvelser af!


3 øvelser til mere nærvær i hverdagen


Mindfulness hvert tyvende minut

Jeg hørte engang et interview med en fyr (jeg kan desværre ikke huske hvem), som fortalte, at han, når han arbejder, sætter en lille timer på sin telefon, som ringer med en klokke hvert tyvende minut. Når klokken ringer, lukker han i et par sekunder øjnene og tager et par dybe vejrtrækninger.

Metoden har jeg taget til mig, og den gør virkelig en forskel – især hvis man har stillesiddende arbejde på et kontor eller f.eks. skriver eksamensopgave. Jeg bruger appen Insight Timer, hvor jeg har lavet min egen alarm, der ringer med en klokke hvert tyvende minut.

Det er slet ikke forstyrrende (og hvis man er i et godt arbejdsflow, kan man bare springe den over og være klar til næste gang, den ringer), men derimod en virkelig godt måde at komme ned i kroppen på i løbet af dagen.

Når den ringer, lukker jeg øjnene, sætter mig ret med begge fødder placeret på gulvet og trækker vejret helt ned i maven tre gange, imens jeg ruller hovedet først til højre og så til venstre. Jeg bruger også påmindelsen til at få taget en slurk vand, så jeg løbende holder mig hydreret, imens jeg arbejder.

Sammenlagt bruger jeg kun et par minutter i alt i løbet af arbejdsdagen på teknikken her, men den gør uendelig stor forskel! Den øger virkelig mit fokus og min produktivitet, og så er det virkelig godt for kroppen at få trukket vejret helt dybt flere gange i løbet af dagen.

Kreativ udfoldelse

Noget af det bedste ved at være kreativ er, at man ikke rigtig kan lave andet imens. Om så det er at tegne, male, lave smykker, danse, finde på en ny opskrift i køkkenet, spille et instrument, synge, sy eller noget helt andet, så er fællestrækket, at det helst kræver ens fulde opmærksomhed. Man kan ikke rigtig se Netflix eller stalke på Instagram imens vel?

Og man behøver altså ikke være den nye Picasso, for at kunne lave noget kreativt. Faktisk vil jeg mene, at en af de største problemer i vores samfund hvad angår kreativitet er, at vi kun hylder de helt store kreative genier (og hvad vil det overhovedet sige? Hvordan kan man gradbøje kreativitet på den måde?), og ikke gør plads til den enkeltes kreative udfoldelse. I ved; den kreativitet, som mere handler om at udtrykke sig nu og her, og ikke om at vise noget frem til andre.

Mal, skriv et digt eller en sang, lav en lille tegning – hell, køb en mundharmonika og prøv at lære at spille (en mundharmonika er faktisk på min egen ønskeliste lige nu, haha!) på sådan en! Det behøver ikke være fancy og resultatet er faktisk underordnet. Du behøver heller ikke bruge timevis på det – jeg har selv en mandala, som jeg maler en ny krans på hver dag i øjeblikket. Det er ca. tyve minutter pr. dag – eller mere, hvis jeg får lyst.

Det er uendelig frigørende at være kreativ, og det tvinger os til at være tilstede i dét, vi laver. Jeg kan virkelig kun anbefale det!

Natur i hverdagen

Det er først de seneste par år, at det er gået op for mig, hvor vigtigt det er for mig at mærke naturen på den ene eller anden måde i løbet af min dag. Når man bor i byen, kan man hurtigt komme ind i en rutine, hvor det eneste grønne, man ser, er et træ på gadehjørnet eller et par tulipaner i midterrabatten. Den slags tæller ikke rigtig som natur, vel?

Heldigvis har alle byer en eller flere parker til rådighed. Hvis man er så heldig at bo i f.eks. Aarhus, er man velsignet med adgang til nogle af Danmarks skønneste skove (vitterligt kun 10-10 minutter på cyklen fra de fleste steder i byen!) og masser af kystlinje – og her taler vi både industrihavnhavn, idylliske lystbådhavne og sandstrande. Der er faktisk endda flere steder hvor man kan gå i skoven OG have havudsigt samtidig – det må man kalde naturluksus, hva’?

Der er altså rig mulighed for at få lidt natur ind i sin dagligdag, hvis man er villig til at gå eller cykle en lille omvej hjem fra arbejde/studie/kaffeaftale/træning/whatever. Det er så let, men giver så meget! Jeg holder selv af at slå et smut forbi Botanisk Have, som er lige om hjørnet fra min lejlighed, eller at smutte ned til trapperne ved DOKK1 på havnen i Aarhus og få lidt havluft i ansigtet.

Hvis man har ultra travlt, kan en solnedgang eller et par minutters månekiggeri fra ens hjem også gøre tricket. Det behøver ikke være lange gåture eller tæerne i græsset/havet (selvom jeg på det kraftigste kan anbefale det!) hver gang.


Jeg håber, I kan bruge disse små lette og hverdagsvenlige øvelser til noget. Det kan måske virke fjollet, men små breaks som disse gør virkelig en stor forskel! Jeg kan ihvertfald mærke, at jeg er meget gladere, når jeg får inkorporeret alle tre punkter i min dag.

Hvis I har nogle små skønne hverdagsøvelser som mine, må I vildt gerne dele dem i kommentarfeltet, så vi alle kan få glæde af dem!

4 Comments

  • Reply Nicoline 05/23/2017 at 10:04

    Ej Mia, hvor er du pæææn på det billede! ;-)
    Gode idéer alle tre. Jeg nyder at gå ture/være i naturen i forvejen, men jeg tillader sjældent mig selv at være kreativ. Faktisk har dine tidligere skriv om dette gjort, at jeg har fået lyst til at prøve den side af mig selv af, så tak for det!
    Jeg nyder også at holde pauser undervejs i mit arbejde og laver gerne nogle få yogaøvelser. Lidt stræk er med til at gøre det lettere at sidde foran computeren for mig, og så er det befriende at komme ud af hovedet og ned i kroppen.

    • Reply Mia 05/23/2017 at 10:10

      Tak Nicoline :D
      Kreativitet er virkelig noget, mange af os forsømmer – især hvis vi ikke betegner os selv som værende “gode” til det. Det er virkelig ærgerligt!

  • Reply Rebecca 05/23/2017 at 10:24

    Haps! Forslaget med de dybe vejrtrækninger er hermed nuppet. Er i gang med at skrive speciale og tror at de dybe vejrtrækninger vil være en bedre måde at koble fra i et øjeblik frem for at scrolle igennem Facebook og Instagram.

    • Reply Mia 05/23/2017 at 10:27

      Netop dén teknik tænker jeg også er ekstremt god, når man sidder med BA/speciale/eksamensopgaver! :)

    Leave a Reply