Når prioriteter skifter - GARDUM

Når prioriteter skifter

2017 har virkelig været et transformerende år for mig – hvis jeg altså kan tillade mig at sige det, uden at lyde for dramatisk. Da jeg for et par uger siden var til min første Body SDS-behandling talte vi om netop dette – at jeg har gennemgået (og stadig gennemgår) en del justeringer, som har betydet nogle ret store ændringer (for mig selv ihvertfald) i både mit indre og ydre liv. Det var under behandlingen et af de helt store fokus, så derfor tænkte jeg også, at det fortjente et skriv herinde.

Det er nok meget normalt at gennemgå denne slags vækstperioder engang i mellem – og nok endnu mere, når man er i midttyverne, er blevet færdig med uddannelse og skal finde sig selv i det hele. Finde ud af både sig selv og det der med at være rigtig-voksen (selvom jeg nu aldrig tror, jeg kommer til at føle mig helt voksen).

En af de sjoveste ting ved at have en blog er helt klart, at man har en lille portfolio over sin udvikling og sine tanker gennem tiden. Og med en blog, som er tre år og otte måneder gammel, gemmer der sig altså ret meget udvikling iblandt de 1080 indlæg, jeg har udgivet gennem årerne (ja, 1080! crazy!). Det er mærkeligt at se tilbage på, hvordan ting, der tidligere betød alverden for mig, ikke længere betyder det store. Hvordan store begivenheder virker ligegyldige. Og hvordan begivenheder, som ikke syntes store, faktisk har gjort kæmpe forskelle.

Modebranchen tur-retur

En af de største prioritets-skift, jeg har gennemgået, er helt klart min interesse for mode. Da jeg startede bloggen, var det min ultimative drøm en dag at deltage til modeugen. Da jeg et par måneder efter sad på front row til mit første show og derefter blev street stylet af Harpers Bazaar, mente jeg ikke, at mit liv nogensinde ville toppe det. Det var the dream. Jeg brugte et par år med at jobbe som både stylist og model og deltage i fancy arrangementer med champagne-sipning og Instagram-venlige kanapeer. Det hele var rigtig pænt, og det gjorde sig godt på CVet og på Facebook.

Jeg kan stadig godt lide pænt tøj, og champagne og pindemadder er heller ikke værst engang imellem. Men det sidste halve års tid er det virkelig gået op for mig, hvor glad jeg er for, at jeg generelt har trukket mig fra moderæset. Modeuger efterlod mig næsten altid sengeliggende i et par dage, og jeg følte aldrig rigtig, at jeg kunne være mig selv, når den stod på small-talk og kindkys. Det føltes mærkeligt at sidde og klappe af tøj, som først kom i butikkerne mange måneder senere, og generelt var det en branche med så meget fart på, at jeg ikke følte, jeg kunne følge med. Derfor har jeg de sidste par sæsoner takket nej til fancy invitationer – først med dårlig samvittighed og nu med den bedste følelse i maven.

I dag er det meget tydeligt, at min (korte) flirt med modebranchen i høj grad handlede om ego. Jeg var motiveret af andres opfattelse af mig og af en idé om, hvem jeg gerne ville være. Jeg siger ikke, at det er sådan modebranchen er for alle (slet ikke!), men for mig var det det helt forkerte sted at være.

Derfor har det også føltes som den største lettelse ikke rigtigt at deltage i ræset mere. Også selvom det ikke er helt så Instagram-venligt at spise pasta med tomatsauce i sofaen til en god dokumentar sammenlignet med at sidde front row til den hippeste designers show.

Et langsomt arbejdsliv

En anden ting, som jeg har bemærket ændre sig, er mit forhold til arbejde. Tidligere har det været meget vigtigt for mig at arbejde “hårdt” og “meget” – og gerne hårdere og mere end folk med “normale” jobs. Det bunder nok i et behov for anderkendelse af mit erhverv, og jeg ved, at mange bloggere kæmper netop med dette. At arbejde ekstra hårdt for at overkompensere overfor en omverden, som (især tidligere) ikke har betragtet blogging som et “rigtigt” job i sin egen ret.

Nu er jeg nået frem til, at jeg ikke vil være en del af arbejdsræset mere – ihvertfald ikke lige nu. Jeg er så hamrende priviligeret, at jeg vitterligt selv kan bestemme det meste af min dag, og benhårdt arbejde er ikke nødvendigt, for at jeg kan få det hele til at løbe rundt med min nuværende livsstil (som til gengæld også er meget simpel og overhovedet ikke luksuriøs – præcis som jeg foretrækker det).

Jeg har droppet vækkeuret langt de fleste dage. Mange dage går mest med at få mig selv i et godt mindspace, før jeg kaster mig ud i dagens arbejde. For når jeg er dér, hvor jeg har det godt, tager det faktisk kortere tid for mig at lave bedre resultater, end før. Og jeg sætter i høj grad meget mere pris på det kæmpe priviligium, det er, at kunne kalde sig sin egen chef.

Jeg kunne arbejde mere og hårdere og jeg ville nok tjene flere penge, hvis jeg gjorde. Men det er bare slet ikke vigtigt for mig mere. Det vigtigste for mig er at kunne tage mig tid til tingene og at have det godt. Det er slut med dårlig samvittighed over ikke at arbejde “mere” eller “hårdere”. Til gengæld er det tid til mere glæde, mere fordybelse i både arbejde og fritid og mere langsomme processer. Mindre ræs og mere nærvær.

Det gik for et par måneder op for mig, at min kontorplads mest af alt var noget, jeg havde valgt, for at kunne sige, at jeg havde et kontor. I et håb om så at være ekstra vigtig. At blive tage seriøst. Det handlede om, hvordan jeg gerne ville opfattes af andre om om den person, jeg ville ønske, jeg var. Ego. Så derfor sagde jeg min plads op. Istedet rykker mit arbejde med mig hjem – eller dér, hvor jeg har lyst til at være den pågældende dag. Om det er hjemme, i en park, på stranden eller på en café. Eller på en rejse til udlandet!

Jeg ved, at jeg taler fra en meget priviligeret situation – så jeg håber ikke, at I vil forstå det som om jeg er utaknemmelig. For det er slet ikke sådan, det hænger sammen. I virkeligheden handler det om netop at sætte pris på og udnytte det priviligium, som jeg har arbejdet så hårdt for at opnå.

Identitet og mad

Som jeg skrev om forleden, har jeg også foretaget en del justeringer mht. mine madvaner. Helt sammenfattet handlede det igen om at smide forventningerne til mig selv og i stedet lytte til min intuition. Det var mega svært, for som med de to ovenstående punkter, var der en del ego og identitet knyttet til mine madvaner.

Men hvor er det befriende, når egoet og “burde” smides væk – i alle områder af livet. Disse tre områder har været ret store for mig, men det samme gælder også i det små. Om så det er hvorfor eller hvordan man træner, hvordan man tilbringer tid sammen med andre, om man tager i byen i weekenden, om man tilvælger mere alenetid eller noget helt andet. Jeg synes ,det er så hamrende vigtigt at få set sine prioriteter efter i sømmene og forholde sig kritisk til, hvorfor de er en prioritet, og hvad ens motivation er, sådan dybt nede i maven.

Ikke sagt, at prioriteter ikke kan ændre sig med tiden. Selvfølgelig kan de det, og det er helt i orden. Men nogle gange tror jeg også, mange af os har tendens til at holde fast i gamle prioriteter meget længere, end det er nødvendigt, fordi det er så svært at give slip på den identitet og det ego, man har forbundet med prioriteten.

Jeg ved ikke, om dette skriv overhovedet giver mening for andre end mig selv – men hvis det er en ting, som jeg håber, at I kan tage med jer fra det, så er det, at ingen andre end jer selv bestemmer, hvad I skal synes, er vigtigt. At det nogle gange er godt at overveje, hvorfor vi har de prioriteter, vi har, og om vi måske skulle smide egoet lidt væk og tage flere beslutninger fra hjertet. Det har ihvertfald gjort en kæmpe forskel i min generelle glæde i livet at smide burde væk og gøre mere af det, som føles godt indeni i stedet.

Og så vil jeg gerne høre jer – har I oplevet noget lignende? Med prioriteter, som har ændret sig?

Share this

Pin

By Mia

24-årig internet-nørd, ord-nørd og mad-nørd.

29 Comments

  1. Bolette

    Du er seriøst SÅ sød! Jeg ville ønske, at jeg kunne være veninder med dig i “virkeligheden”, selvom du føles som min bedste veninde – online. Du inspirerer mig helt utroligt meget, din måde at leve på, tænke livet på og se verden på er så inspirerende og rar. Du er smuk, sød og har den skønneste stemme og aura nogensinde!
    Åh Mia ❤️

  2. HS

    Det er virkelig dejligt at læse at du hviler mere i dig selv og dine valg nu 🙂 Mine prioriteringer har også ændret sig. Under specialet var jeg meget nervøs for at “blive voksen” og finde det bedste/ rette job (fordi jeg “allerede” er 27), men nu hvor jeg er gravid, er jeg begyndt at tænke at det er okay at finde et “almindeligt” job og at det nødvendigvis ikke behøver at ha’ noget med mit studie at gøre med det samme. Tror også at det hjælper at jeg ved hvad jeg skal lave det næste stykke tid (barsel), i stedet for at jeg skulle lede efter job med det samme – måske havde mine prioriteringer så set anderledes ud 🙂

    • Mia

      Kan virkelig forestille mig, at en graviditet kan sætte tingene i perspektiv! Og tillykke med det! 😀

  3. Nina

    Det giver så meget mening.! Og man kan tydeligt høre inspirationen fra J.Lively 🙂 Det kan næsten føles forbudt at prioritere ‘alignment brfore action’. Kender du det? 🙂 Jeg har samme fornemmelse som dig. Arbejdet bliver mere effektivt, når de flyder fra et mere afbalanceret sted.

    Tak !

    • Mia

      Faktisk kommer inspirationen mere fra Eckhardt Tolle, men ham er Jess Lively også meget inspireret af 😀 og ja, netop “alignment before action” er et vildt godt mantra at tage udgangspunkt i!

  4. Helle

    Kære Mia,

    Tak for en fin blog, der inspirerer på mange forskellige planer.

    Jeg har selv valgt at omprioritere en del i mit liv, efter jeg kom hjem fra fem måneders udveksling i New York City i juni måned. Mit udvekslingsophold var fyldt med oplevelser, og ikke særlig meget tid til refleksion. Jeg har derfor valgt at sætte tempoet helt ned, nu hvor jeg er hjemme igen. Jeg prioritere mere tid med mig selv, og mindre tid med mine gamle veninder, som jeg i bund og grund er ved at glide fra. Jeg håber at den ro jeg oplever i mit liv pt. kan opretholdes, når jeg til september starter på min kandidatuddannelse i Dansk.
    Din blog og dit podcast hjælper mig med at holde fast i mine nye proriteter. Tak!

    • Mia

      Det lyder til at være et sundt valg! Håber du kan holde ved det fremover 🙂 det har hjulpet mig meget at betragte livet i “sæsoner” hvor man i nogle sæsoner har godt af ro og alenetid, mens andre sæsoner er præget af mere fart, socialisering og den slags. Det kan være, du skal betragte starten på kandidaten som sidstnævnte, så du ikke bliver alt for hård ved dig selv. Blot en tanke 🙂 Og er så glad for at høre, at du kan bruge mine skriv og tanker! <3

  5. Cecilia

    Hvor er det bare fedt at høre, og jeg kan hundrede procent nikke genkendende til det. Har efter et meget langt forløb (på to år) med at have det rigtig skidt, indset mange af de samme ting. Er meget taknemlig over at jeg i en alder af 23 allerede er begyndt at finde mig selv, når der går mange rundt som aldrig rigtig får mærket efter 🙂

    • Mia

      Har det på samme måde – det er dejligt at indse den slags ting så tidligt i livet! 🙂

  6. Katrine

    Det lyder som en sund modnings- og dannelsesproces du har været igennem. Jeg er vild med din blog og finder den utrolig inspirerende på mange måder. Kan du måske skrive et indlæg om hvordan din livsstil er blevet mere simpel og hvordan du har skåret fra og til, bolig, rejser, venskaber, fritid, måske økonomi osv. Hvis du altså har lyst 😉
    Kh Katrine

    • Mia

      Har du lyttet til mit podcast Hverdagsminimalisme? 🙂 Deri taler jeg om næsten alle emnerne, du nævner 😀

  7. Nicoline

    Min mor havde en periode, hvor hun sagde: “Vi bruger ikke ordet burde”. Så kunne man derefter tage stilling til, om man ville bruge ordet skal, vil, må eller noget andet. Det er sundt at forholde sig til modalverberne. Til tider overdriver vi brugen af burde, og variation kan ofte være både lærerigt og befriende 😉

  8. Anne

    Hej Mia!
    Først og fremmest vil jeg rose dig for din velformulerede og refleksive måde at skrive på. Det er skønt at følge din blog! Med hensyn til dit punkt om mode har jeg egentligt aldrig forbundet dig med en modeblogger – selvom jeg har fulgt med næsten fra start af. Du skal ikke tage det som en negativ feedback, men derimod synes jeg, det er “befriende” at læse og følge en blog, hvor afsenderen tager aktive til- og fravalg – og inkluderer læserne i det. Jeg synes, det er en interessant niche, du har fundet til din blog, og jeg tror, at din blog kun bliver bedre og bedre ved, at du laver nogle klare afgrænsninger og prioriteringer. Jeg synes hvert fald allierede, at dine blogindlæg virker mere helhjertede – ikke, fordi de ikke var det før, men jeg kan “mærke” dig som person i dine indlæg 🙂
    I forhold til dit punkt om arbejdsliv vil jeg høre, om du ikke vil give nogle gode råd (eventuelt i et indlæg) om, hvordan man (jeg) kan optimere hjemmearbejde? Jeg har selv studiejob som skribent, og jeg bestemmer derfor selv mine arbejdstider, og hvor jeg vil arbejde. Ofte sætter jeg et stopur til to timer, og så prøver jeg kun at arbejde i de to timer og lukke andet ude. Men det er ikke altid, det lykkes … Hvad gør du for at holde fokus? 🙂
    Knus Anne

    • Mia

      Hej Anne! Tak for din kommentar 🙂 Bloggen har heller aldrig været dedikeret modeblog – men mit liv udenfor bloggen og de jobs jeg havde, før jeg kunne leve af at blogge, var alle i den branche. Det var mere ment på den måde 🙂
      Og tak, altså! Sikke en ros. Sætter pris på at du har taget dig tid til at skrive det 🙂
      Det kan virkelig være udfordrende at arbejde hjemmefra ja. Især hvis man har deadlines, som jeg går ud fra, at du har som skribent. Jeg flyder så meget selv med mit job, at jeg virkelig kun sidder og skriver, hvis jeg har noget på hjerte og har det godt med det. Jeg forsøger pt. (for såvidt muligt) ikke at presse noget ud af mig selv, ved at afgrænse et tidsrum eller andet, hvor jeg arbejder. Det er nok ikke rigtig et tip, for jeg kan forestille mig, at den arbejdsmetode ikke rigtig fungerer, når man har deadlines eller kolleger. Men det fungerer godt for mig, og jeg tror det er grunden til, at mine indlæg er blevet mere helhjertede på det seneste. Det føles ihvertfald godt at arbejde på den måde 🙂

  9. Am

    Det der med at komme i et godt mindspace kunne være fantastisk at høre noget mere om <3 Hvordan gør du det? 🙂
    Rigtig god dag til dig. Kh.

    • Mia

      jeg går ture (alene og sammen med andre), dyrker yoga, læser bøger, spiller guitar og ukulele, ser dokumentarer, lytter til podcasts, researcher ting jeg er nysgerrig på, laver mad, mediterer … Bare alt det, jeg elsker at gøre og som gør mig glad 🙂

      • Am

        Tak. Det lyder rigtig godt det hele 🙂 Nogle gange når jeg sidder foran min computer på min arbejdsplads – og ikke rigtig er i det rette ‘mind space’ forsøger jeg også med en kort gåtur eller en meditation foran computeren. Det hjælper for det meste. Men jeg er altid på udgik efter flere ideer og synes det er spændende at høre hvordan du/andre gør <3

  10. Jeg tror meget at dine ændrede prioriteter handler om at du bliver ældre og tag det fra en olding: De skifter hele livet igennem!
    Mine prioriteter er totalt anderledes nu hvor er jeg 50+ end da jeg var 30 og havde små børn.
    Det er jo fedt at man ændrer livsholdning hen ad vejen for det betyder at man udvikler sig, ikke?

  11. Stine

    Hei Mia! Lenge siden jeg har kommentert nå, men følger selvsagt fortsatt med. Blir utrolig inspirert av å lese bloggen din, både gammelt og nytt innhold <3

    Det er ok å ombestemme seg eller at ens prioriteter skifter! Jeg synes folk ofte er veldig strenge på det. Noen folk kan fortsette å holde deg til det du sa eller ønsket for ti år siden, og avkreve en forklaring på det igjen og igjen. Synes vi alle må bli flinkere til å gi hverandre rom til å utvikle seg – og også ombestemme seg, hvis utviklingen fører til det. Det er en del av livet! Tenk så kjedelig det ville være hvis alt forble det samme.

    • Mia

      Er helt enig i, at vi skal blive bedre til at give hinanden plads til at udvikle os!

  12. Christina

    Hej Mia

    Den gik lige i hjertet på mig 🙂

    Jeg er 27, rimelig højt uddannet, og altid har vidst at jeg skulle have den uddannelse og det job der nu hørte til. Nu har fundet frem til at jeg ikke rigtig trives i mit job, som jeg har haft siden jeg var 19. Det betyder at jeg skal skifte karriere og står på helt bar bund, for hvad i alverden har jeg så lyst til. Jeg skal sige farvel til min titel, som jeg altid har forenet mig med og været stolt af og jeg synes det er super grænseoverskridende og mega dumt. Alle andre er jo ligeglade med min titel, men når det har været en del af ens liv så længe og en drøm siden man var barn, så er det virkelig svært.
    Pt. forsøger jeg at acceptere det selv, da jeg tænker at alle andre nok er ligeglade, bare jeg er glad. Det er mig selv der er problemet her og jeg arbejder er del med det. Min hoved er på overarbejde og har været det længe.

    Mon ikke det lykkes en dag 😉

    • Mia

      Hej Christina,
      Dejligt at du kunne relatere til indlægget – rart at vide, at jeg ikke er den eneste! 🙂 det lyder til at du er godt på vej med at arbejde på dig selv og finde hoved og hale i det hele. Sender dig lidt ekstra god energi <3

  13. Mette WK

    Hejsa.
    Det her er mit første besøg på din blog, men jeg må sige, jeg er meget betaget. Minimalist, yogaelsker og østjyde her 🙂
    Jeg har i den grad oplevet mine prioriteter ændre sig. Det skete dengang min søn fik konstateret infantil autisme. Alle mine eksisterende forestillinger om, hvordan mit liv (og især mit liv med et barn) skulle udforme sig, faldt til jorden med et brag og jeg måtte samle mig selv op stykke for stykke.
    I dag elsker jeg at arbejde så lidt som muligt. Jeg nyder bare at være til. Jeg forsøger at leve med så få ting som muligt for at skabe ro. Jeg dyrker mine dybeste passioner (yoga og ridning). Jeg giver mit barn det rum, den ro og den forståelse han har brug for – uden problemer. Dét er livet. I den periode ofrede jeg: min drømmestilling som PhD-studerende, en hel del venner, min egen konfliktskyhed, forestillingen om et “det pæne liv” samt drømmen om at få få flere børn (og i høj grad også andres drøm om at jeg skulle have flere børn – at lave et selvvalgt enebarn er ikke særlig velset).
    Jeg er i øvrigt virkelig enig med den kommentar om, at ens prioriteter ændrer sig livet igennem. Jeg tror på, at det, der gør mennesker stærke er, at de ikke er bange for at se deres egen udvikling i øjnene 🙂

    • Mia

      Hej Mette,
      Velkommen til! 🙂 og tak fordi du deler din historie – den er meget inspirerende! Og hvor skønt at du rider. Jeg er selv gammel hestepige og har på det seneste tænkt på, at jeg gerne vil have flere oplevelser til hest igen. Heldigvis har min venindes familie islandske heste, så det er bare med at komme igang 😀 Naturtid til hest kan virkelig noget helt specielt.
      God weekend til dig 🙂

Leave a Comment