Opskrift på marmoreret bananbrød - GARDUM

Opskrift på marmoreret bananbrød

bananbrød opskrift

Bananbrød er en efterårsklassiker herhjemme. Der er intet som duften af kanel, kardemomme, vanilje og banan, hvis I spørger mig. Og så er det bare den helt perfekte søde snack i min optik – ikke helt så sødt som kage, men også langt fra et brød. Kan spises til morgenmad uden alt for dårlig samvittighed, men kan også serveres for gæster til eftermiddagskaffen. Ægte win win, ja!

bananbrød opskriftDenne marmorerede udgave af et klassisk bananbrød er ekstra festlig, synes jeg. Marmoreringen er super simpel at lave og kræver næsten ikke ekstra tid – men den kan også sagtens udelades, hvis man er til et mere simpelt brød eller man ikke har kakao ved hånden.

Jeg elsker at spise brødet lunt direkte fra ovnen eller med en smule peanutbutter/honning/tahin/syltetøj på andendagen. Og som sagt kan man godt slippe afsted med en skive til morgenmad uden at ens blodsukker crasher fuldstændig et par timer efter. Det er kun sødet med bananerne og en smule kokossukker, og så er det propfyldt med fibre til maven. Alt i alt en ganske uskyldig sød snack (som i øvrigt let gøres lidt mere syndig med hakket mørk chokolade – blot et tip).
bananbrød opskrift


Opskrift på marmoreret bananbrød


Til ét brød:
3 små (økostørrelse) bananer eller 2 store (+ eventuelt en ekstra til toppen)
2 æg
1 tsk. kanel
1/2 tsk. kardemomme
1/2 tsk. vaniljepulver
1 tsk. natron
1/2 tsk. bagepulver
1/4 tsk. salt
1/2 dl. flydende kokosolie
3 1/2 dl. fuldkornsspeltmel
2 spsk. kakaopulver 
2 spsk. vand

Tænd ovnen på 180 grader almindelig ovn. Mos bananerne grundigt med en gaffel. Tilsæt æg, kanel, kardemomme, vanilje, natron, bagepulver, salt og kokosolie og mix det grundigt. Vend derefter melet med massen. Tag ca. 1/3 af dejen over i en mindre skål og bland den med kakaopulver og vand. Smør en bageform eller for den med bagepapir og begynd at lægge klatter af lys og mørk dej i formen. Kør løbende spidsen af en kniv igennem dejen for at “trække” de to forskellige farver dej sammen. Top eventuelt brødet med en banan, som er delt i to. 

Bag brødet i 35-50 minutter, til toppen er sprød og en gaffel kan stikkes i brødet, uden det hænger ved. 

Server det lunt, som det er, eller spis det med peanutbutter, honning, marmelade eller andet sødt smørbart pålæg. Holder sig 3 dage i en lufttæt beholder. bananbrød opskrift

Hvis I prøver opskriften, må I som altid endelig dele et billede af jeres kreation med mig på Instagram – bare husk at tagge @miagardum, så jeg ser det!

Share this

Pin

By Mia

Næring og nærvær.

6 Comments

  1. trine

    Lyder super lækkert!

    Blot en lille bemærkning fra en som arbejder i Aurion:
    Speltmel (eller blot mel generelt) kan ikke både være finsigtet og fuldkorn på samme tid. Når man finsigter mel, sorterer man netop de grovere skaldele fra, og melet bliver derfor ‘finere og lettere’, og brødet vil derfor have en bedre hæveevne og en lettere tekstur.
    Bare for at afklare min forvirring: Hvilken type mel har du så brugt? Sigtet mel eller fuldkornsmel?

    Et god tip er at bruge havremel eller bare blendet havregryn, da det er 100 % fuldkorn samt har en god bageevne og en sødlig smag.

    • Mia

      Hej Trine,
      Ej hvor fedt med ny viden! Tak! Hev posen frem, og den er fuldkorn (øko fra Gram slot). Grunden til at jeg skrev sigtet var, at det har en super fin tekstur og min erfaring med fuldkornsspeltmel er, at det bliver meget groft. Jeg troede at sigtet betød, at det var fint i teksturen, men nu har jeg lært noget nyt 😀 Der står “stenformalet” i bunden, så det er nok derfor, det er så fint i teksturen. Tak for info, jeg retter det straks! 🙂

  2. Rikke Gade

    Er det muligt at lave bananbrødet uden æg? Jeg har lavet bananbrødet fra Plantemad to gange, men så er ikke helt klar over hvad forskellen på denne opskrift og den anden udover selvfølgelig marmoreringen og tilføjelsen af æg.

    I øvrigt, hvor er det billigst at købe kokossukker henne? 🙂

    • Mia

      Hej Rikke,
      Ja, det kan du sagtens 😀 jeg køber faktisk bare kokossukkeret fra Urtekram i Super Brugsen. Ved ikke om det er det billigste, men jeg bruger det heller ikke særlig tit, så en pose holder gerne mellem fire og seks måneder herhjemme, og så betyder prisen jo ikke så meget 🙂

  3. Laura

    Det smager så lækkert! Har du nogle ide om hvor mange kcal der, er i hele brødet?

Leave a Comment