Pasta med cremet "ostesauce" og skjulte grøntsager (vegansk) - GARDUM

Pasta med cremet “ostesauce” og skjulte grøntsager (vegansk)

Opskriften her er så simpel, at jeg egentlig ikke havde overvejet at dele den herinde. Men efter at have luftet et billede af min pasta-fest på Instagram i lørdags fik jeg en god bunke beskeder, som efterspurgte opskriften. Og så måtte jeg jo i køkkenet igen og denne gang skrive ned, hvad jeg puttede i og få taget billeder – jeg klager dog ikke, for det var en god undskyldning for at spise denne ostede sag to gange på en enkelt uge 😉

Hele humlen ved retten her er “oste”-saucen, som er baseret på græskar (både hokkaido og butternut squash kan bruges), gærflager (for den ostede smag), hvidløg, lidt plantemælk samt krydderier. Simple as that. Der går et helt græskar til én portion til to personer, så det er en rigtig god måde at få lidt ekstra grønt ind i aftensmaden, uden det rigtigt bemærkes; for græskarret bliver nemlig blendet til den lækreste cremede og ostedet pastasauce. Ikke værst! Derudover har jeg smækket lidt broccoli og spinat i – både for at man kan skære lidt ned på mængden af pasta og for igen at få lidt ekstra grønt indenbords.

Trods de mange grøntsager, er denne ret dog langt fra en hellig helseret! Faktisk er den ægte comfort food – på den helt simple måde. I min verden skal den slags mad gerne spises med ske ud af en skål under tæppet på sofaen til en god film. Og så kræver retten minimalt arbejde – perfekt til dovne efterårsdage, hvor man bare vil have noget lunende uden at bruge lang tid i køkkenet.

vegansk oste pastasauce


Vegansk pasta med cremet “ostesauce” og skjulte grøntsager


Til to personer: 
1 græskar (hokkaido eller butternut squash)
1 spsk. olivenolie
3 fed hvidløg
Fuldkornspasta 
1/2 broccolihovede
100 g. spinat
Fuldkornspasta

1/2 dl. gærflager
1-2 dl. plantemælk (alt afhængig af størrelsen på græskarret)
1/2 spsk. citronsaft
1 tsk salt
1/4 tsk. muskatnød
Et nip stødt chili
Friskkværnet peber

Tænd ovnen på 200 grader normal ovn. Hvis græskarret er økologisk, vaskes det grundigt for derefter at blive skåret i tern inkl. skrællen. Kernerne i midten skal vi ikke bruges i denne opskrift, men gem dem eventuelt til anden brug. Hvis græskarret ikke er økologisk, fjernes skrællen først, inden det skæres i tern. Fordel ternene på en bageplade og vend dem med olivenolien. Tilsæt tre upillede fed hvidløg. Bag det i ovnen i 25-30 minutter til græskar og hvidløg er møre. 

Skær broccolien i mundrette bidder og skyl spinaten. Gør pastaen klar og kog den i en stor gryde  efter anvisningen på pakken. Når der mangler 2 minutter af kogetiden, tilsættes broccolien til gryden. Dræn derefter det hele i et dørslag. 

Når græskarret er mørt, flyttes det til en blender. Pil hvidløgene og tilføj dem samt gærflager, plantemælk, citronsaft, salt, muskatnød og chili. Blend det hele og tilsæt eventuelt ekstra plantemælk løbende, til saucen får en tilpas cremet konsistens. 

I gryden blandes saucen med pasta, broccoli og spinat. Varm det langsomt op, til spinaten er faldet sammen, og smag eventuelt til med lidt ekstra salt efter smag. Server i skåle og top med friskkværnet peber. 

vegansk oste pastasauce

Som I kan se, er det en super simpel ret, som dog ticker alle boksene som perfekt efterårsspise i min optik.

Hvis I prøver opskriften, må I hellere end gerne dele et billede med mig på Instagram. Husk at tagge @miagardum på billedet, så jeg kan se det 🙂

Share this

Pin

By Mia

Næring og nærvær.

18 Comments

  1. Sofie

    Så lækkert. Den skal jeg helt sikkert lave. Hvor køber du gærflager? 🙂

    • Mia

      Jeg har længe brugt dem fra Natur Drogeriet – de kan fås i de fleste helsekoster og i nogle Mataser. Lige nu bruger jeg en fra iHerb, som er virkelig lækker 🙂

  2. Christine

    Hejsa,

    Måske et dumt og omvendt spørgsmål, men! Kan man godt bare bruge normal ost i stedet for gærflager?
    Det ser virkelig lækkert ud, det må jeg straks få bikset sammen :))

    • Mia

      No clue, det har jeg ikke prøvet 🙂 tænker umiddelbart at det skal skiftes ud med parmesan, hvis det er, man har som sagt ikke prøvet andet end gærflagerne 🙂

    • Emma

      Hej,

      Jeg har lavet retten med parmesan i stedet for gærflager, og det smager så godt! 🙂

  3. Ida

    Uh, opskrift til madplan i næste uge! Tak 😀

  4. Camilla

    Hej Mia,

    jeg lavede saucen med søde kartofler i stedet for hokkaido, det blev også enormt mums!
    Tak for at dele opskriften.

  5. Åh Mia, det ser virkelig lækkert ud (indsæt smiley med hjerter i øjnene). Jeg har lavet noget lignende og prøver at få det heeelt perfekt 🙂

  6. Charlotte

    Er det neutral soyadrik du bruger, eller hvilken slags plantemælk bruger du? <3

    • Mia

      Jeg bruger hjemmelavet havremælk, men det kommer sig ærlig talt ikke så nøje 🙂

  7. Marie

    Uh, det ser totalt lækkert ud 😀
    Jeg har været ude og købe gærflager, så vi kan få retten til aftensmad 🙂
    Jeg ser lige, jeg har glemt at købe spinat. Det står ikke på ingredienslisten – bare lige så du ved det 🙂

    KH
    Marie

Leave a Comment