Ro vs. travlhed - GARDUM

Ro vs. travlhed

Denne uge er lidt skør forstået på den måde, at mit normale stille og rolige liv bliver vendt lidt på hovedet. Jeg har en del flere sociale sager, jeg skal deltage i, flere events i kalenderen, en mand der kommer hjem til Aarhus, ikke mindre end to (meget!) spændende møder i København og en hel dag i weekenden, som bruges udenbys på at hjælpe Emma med hendes næste kogebogsprojekt. Sammenlagt har jeg mere i kalenderen de sidste dage af denne uge, end jeg har haft hele august indtil nu (og nok faktisk også juli, haha!).

Heldigvis er alle aftalerne og gøremålene ting, som jeg glæder mig til og ser frem til. Så det er jo virkelig dejligt. Men med en hverdag, som generelt er meget rolig (yin), kan jeg godt mærke at tanken om de næste meget travle (yang) dage presser mig en smuuule.

Så de første dage på ugen (hvor disse billeder bl.a. er skudt) har jeg haft fokus på ekstra meget ro – næsten feriestemning, faktisk. Hoppet i ekstra behageligt tøj (som outfittet på billederne), gået lidt tidligere fra kontoret, lyttet til en masse podcasts, taget en tur i IKEA og spist frokost på Bellevue strand. Aflyst en yogatime for at strække ud på gulvet derhjemme. Spist ekstra god hjemmelavet mad. Og gået ekstra ture. Masser af alenetid, for det er sådan, jeg lader bedst op.

Nu er jeg til gengæld også rigtig klar til de næste dage! Jeg glæder mig vildt meget til at få set en masse mennesker, som jeg ikke har fået set over sommeren, og så vil jeg forsøge at gøre en lille hyggelig tur ud af min københavn-tur-retur-dag fredag med plads til en god frokost og lidt butikskiggeri. Møderne på fredag giver mig begge lidt sommerfugle i maven – som jeg nævnte forleden, omhandler det ene en eventuel ny kogebog, og det andet møde er også måske starten på noget rimelig sejt (også for jer!), hvis det hele falder på plads og giver mening. Jeg bruger meget tankekraft på at tænke over begge dele, så det er nok en fin strategi at fylde lidt ekstra hygge ind på turen, så jeg ikke kommer til at overtænke det for meget.

Jeg håber også I nyder ugen – og at I finder små breaks til jer selv i hverdagen, hvis I ligesom mig er den bedste udgave af jer selv, når I har fået lov til at lade op alene. Vi blogges!

Outfit:

Coat – Minimum
Jeans – Minimum
Shoes – Gardenia
Bag – Adax
Watch – Daniel Wellington
Sunglasses – Ray-Ban
Scarf – Vintage
Rings – Vintage

Share this

Pin

By Mia

24-årig internet-nørd, ord-nørd og mad-nørd.

11 Comments

  1. Smukke, smukke billeder!

  2. Hvor ser du bare godt ud, sikke nogle fantastiske billeder du får taget/tager selv! <3. Tak for en fantastisk blog!

    Hav en dejlig onsdag <3
    http://blogbykathrine.bloggerspoint.dk/

  3. Caroline

    Hejsa! Jeg har overvejet at prøve yoga ad – men jeg ved ikke helt hvordan jeg starter, når jeg er ny og uerfaren. Kender du evt. en god youtuber eller lignende, som man kan starte ud med at lade sig inspirere af? 🙂

    • Mia

      Hej Caroline! Sejt at du vil prøve kræfter med yoga! 😀
      Yoga With Adrienne på YouTube er så godt! Hun er rigtig god til at forklare stillingerne, så man kommer korrekt ind i dem. Det er nemlig lidt faldgruben ved at dyrke yoga uden instruktør (ihvertfald når stillinger bliver mere avancerede) – man kommer hurtigt til at lave små tekniske fejl, som kan give skader eller belaste leddene. Men Adrienne er virkelig god og det er aldrig så avanceret at det kan blive for belastende for kroppen, hvis det gøres lidt forkert 🙂

  4. Stine

    Hej Mia,
    I videoen “What’s in my bag” nævnte du, at du ikke er på p-piller. Jeg ved godt det er et lidt privat emne, og du har selvfølgelig alt ret til ikke at svare, men jeg gad godt vide hvad I istedet gør med prævention? Jeg synes nemlig jeg er i konstant dilemma i mit hoved: skal jeg droppe p-pillerne eller ej? Og hvad er alternativerne. Kondom er min kæreste nemlig ikke fan af 🙁

    Mange kram fra en lidt fortvivlet

    • Mia

      Hej Stine!
      Kan godt forstå, at du er lidt fortvivlet – det er en jungle at finde ud af.
      Lige nu forsøger jeg mig med Caya, som er en ny udgave af et pessar (som man bruger sammen med en sæddræbende creme). Jeg har dog ikke brugt det længe nok til at have så mange erfaringer med det, men er ikke blevet gravid endnu 😉
      Hvad er dine årsager til at overveje at stoppe på p-pillerne? T var også lidt skeptisk i starten, men det skyldtes mest, at han ikke vidste, hvordan p-piller rent faktisk virker og hvor meget det gik imod mine (og også hans) værdier. Da han forstod det blev det hele lidt lettere. Generelt synes jeg det er ærgerligt, at det for vores generation (går ud fra at vi er nogenlunde jævnaldrene) næsten er blevet en selvfølge, at man som kvinde tager p-piller. Hele kulturen omkring det er virkelig skidt (og faktisk ret sexistisk), for det gør, at vi som kvinder nærmest kan få dårlig samvittighed overfor vores kæreste eller sexpartnere, hvis vi ikke er på pillen. Og sådan skal det jo virkelig ikke være! Prævention er et fælles ansvar, som ikke kun kan lægges på kvinden!
      Kondomer er en genial præventionsløsning forstået på den måde, at det er rigtig sikkert og ikke involverer hormoner (+ beskytter mod sexsygdomme, men det er nok ikke så relevant, når du er i et fast forhold). Og hvis man køber god kvali, er det ikke så skidt, som medierne og mange mænd går og siger. Og den lille nedsættelse i følsomhed og hvad der ellers bliver brugt som argument mod kondomer er intet sammenlignet med den pris, mange kvinder betaler ved at tage p-pillen. Sådan har jeg det ihvertfald, og sådan synes jeg egentlig også, at mænd burde have det. Alt andet er lidt egoistisk, men igen bunder det nok mere i uvidenhed end i arrogance for de fleste.
      Anyways, det var et sidespor! Vi giver Caya et skud, og hvis vi bliver glade for det, beholder vi det. Hvis ikke, bliver det nok kondomer. Det smarte med Caya er, at man kan sætte det op et par timer før, det skal bruges (eller lige inden), og det skal ikke fjernes efter akten. Så det er ikke så “bøvlet” som et kondom. Til gengæld er der ikke forsket ligeså meget i dets sikkerhed, som der der er med kondomer, og generelt har traditionelt pessar en lavere sikkerhed. Så det er lige med at have det in mente.
      Bum bum – det blev lidt langt og kringlet! Håber det gav mening. Er ikke ekspert i alt det her, og det er nok lidt med at prøve sig frem, og finde det, som giver mening for en selv. Mest af alt, synes jeg dog at det er røvhamrende vigtigt at vi kvinder ikke underlægger os en forventning eller et pres om at tage hormonel prævention – om så det er fra kærester eller samfundet. Hvis det er vores eget valg og vi har det godt med det – so be it. Det har jeg slet ikke noget imod. Men hvis vi står og får ondt i maven over det, hver eneste dag, når vi popper en pille (sådan var det for mig), fordi vi inderst inde ved, at det ikke stemmer overens med vores værdier – så synes jeg virkelig, det er vigtigt at handle på ens fornemmelse. Jeg har selv fundet det ekstremt frigørende at have en naturlig hormonel cyklus og jeg føler mig meget mere kvindelig, men igen betyder det ikke, at det er sådan alle bør have det eller at det er den eneste rigtige løsning. Det vigtigste er bare, at gøre det, som er rigtigt for en selv 🙂
      Kæmpe kram tilbage til dig <3

      • Stine

        Tusind tak fordi du tog dig tid til at skrive et så godt og langt svar! 🙂

        Der er flere grunde til at jeg overvejer at droppe p-pillerne. Blandt andet har jeg tilbagevendende skedesvamp HVER måned både op til og efter min menstruation. Jeg tænker, at der måske kan være en sammenhæng mellem p-pillerne og dét. Det har jeg ihvertfald læst diverse steder.
        En anden årsag er, at jeg ikke bryder mig om tanken om at indtage alle de hormoner, og så selvfølgelig at der er en større risiko for blodpropper, hvis man er på p-piller.

        Jeg frygter dog også at stoppe med pillerne, da jeg har været på dem siden jeg var 17 år, og jeg går derfra ud fra, at det vil tage lang tid for min krop at “skille” sig af med p-pillerne. I en alder af 24 år kan jeg ikke rigtig overskue at skulle rende rundt med akne (hvilket jeg har hørt, at man kan få), da jeg udover mit studie arbejder som model.
        Så jeg synes det er valget mellem pest eller kolera. Jeg ved, at på længere sigt vil være glad for, at jeg ikke længere er på pillerne, men tanken om alle følgevirkningerne ved at stoppe virker også uoverskueligt.

        Undskyld for lang smøre! Men jeg er glad for, at lader til at der er kommet mere fokus på det her emne og at det ikke bare er en “selvfølge” at man er på p-piller som kvinde.

        • Mia

          Åh ja, har godt hørt at pillerne kan give svamp!

          Kan godt forstå din nervøsitet omkring det. Det er jo ikke til at vide, hvordan kroppen reagerer. Jeg var på dem nonstop, fra jeg var 16 år, så jeg har også haft 8 år, hvor mine egne hormoner ikke har fået lov til at gøre, hvad de skulle. Jeg var ret nervøs, men samtidig havde jeg forberedt mig godt ved at optimere min kost inden, dyrke godt med (blid) motion (yoga) og sørge for ikke at være stresset imens (holdt masser af fridage). Og det betalte sig virkelig, tror jeg! Jeg fik min naturlige menstruation tilbage kun EN dag senere, end hvis jeg stadig havde været på pillerne. De eneste følgevirkninger, jeg har oplevet, er at min hud og hårbund er blevet liiidt mere fedtet (hvilket faktisk er vildt fedt, da jeg havde ultra tør hud tidligere!) og at jeg var ret træt/hormonel den første måned (hvilket jo giver vildt god mening, taget i betragtning at min krop skulle igang med hormonproduktionen og en ægte ægløsning igen for første gang i otte år). Men ellers har min oplevelse (indtil videre) været mega positiv.
          Jeg har dog også sagt til mig selv, at jeg ikke vil slå mig selv i hovedet, hvis jeg vil tilbage på pillen af den ene eller den anden grund på sigt. Måske du også skal prøve at tænke på den måde? Altså give det et skud, hvis det føles rigtigt, men ikke betragte det som en permanent beslutning fra start.
          Og så vil jeg virkelig anbefale at vente med at hoppe af dem (hvis du altså vælger at gøre det), til du har en periode, med forholdsvis meget ro på til ekstra self care og ikke mindst at du forbereder kroppen mest muligt. “Bivirkningerne” ved at stoppe på pillerne er ofte i virkeligheden problemer, man har haft inden man tog dem/bunder i noget, som pillerne bare har skjult, så det er et godt tidspunkt at få set sin sundhed i sømmene og få rettet op på det. Men som sagt: vælg et tidspunkt, hvor du har overskuddet til at overskue det.
          Håber det giver mening det hele 🙂

        • Cathrine

          Jeg blander mig lige lidt i jeres spændende samtale her. Til Stine: selvom det jo egentlig slet ikke var det, du spurgte ind til, så vil jeg bare sige, at jeg har haft virkelig god erfaring med at bruge menstruationskop ift. svamp. Jeg har altid døjet meget med det, men efter at jeg er begyndt at bruge koppen, så har jeg ikke fået det en eneste gang. Så det kan du jo overveje også, hvis du ikke allerede bruger den 🙂 Kh

Leave a Comment